Artikler 6/24/2006
Statsterror - flere historier, du aldrig fik fortalt
Statsledere skal varetage deres befolkningers interesse og beskytte borgerne. Sådan går det ikke altid. Faktisk er historien fuld af eksempler på det modsatte. Så mange, at man kan spørge, om det er reglen snarere end undtagelsen. I denne artikel kan du læse om nogle af dem fra nyere tid. Ingen af dem er officielle - af gode grunde. For når det gælder statsterror, bruger statsledere ikke deres politi- og efterretningstjenester til at opklare sager, men til at sløre og vildlede. Eksemplerne i denne artikel dækker:
-USS Maine 1898
-Rigsdagsbranden i Berlin 1933
-Pearl Harbour 1941
-Operation Northwoods 1960´erne
-Oklahoma City 1995
-Miltbrandbrevene 2001
Baggrunden for denne artikel
Sommeren 2005 begyndte jeg at researche på en bog om 11. september. Jeg mente, at der også burde være en dansk stemme i koret af skeptikere til de officielle forklaringer. Sådan halvvejs i forløbet måtte jeg holde en pause. For jeg følte, at researchen førte mig dybere og dybere ind i et mørkets og ondskabens rige. Så modbydeligt et billede tegnede der sig af verdens tilstand, at jeg begyndte at få det fysisk dårligt.
Efter et par ugers pause vendte humøret tilbage, men lysten til at gå videre var væk. Efterrationaliseringen blev, at der er tilstrækkeligt med amerikanske bøger om sagen, at jeg alligevel kun havde haft amerikanske kilder til rådighed, og at en dansk bog om 11. september ikke kunne blive mere dansk end disse kilder.
Ikke desto mindre fik jeg stykket nogle tekster sammen, som jeg selv har glæde af at vende tilbage til endnu idag. For eksempel kapitlet med historiske eksempler på statsligt iscenesat terror - lederes drab på egne borgere. Lederes ødelæggelse af egne nationale værdier. Lederes foragt for egne borgere. Tekster, der beskriver begivenheder, vi har svært ved at tro på er virkelige - hvorfor vi vælger at tro på dækhistorierne. De letfordøjelige "Hollywood-udgaver" - dem, vi præsenteres for i radio og tv i de såkaldte "nyhedsudsendelser". Dem, de pågældende ledere selv strikker sammen til os, og som af deres hære af ansatte formidles videre. Som da vi for et år siden kunne høre Danmarks "terrorekspert" Anja Dalgaard Nielsen fortælle, at London-bomberne 7. juli "bærer alle Al Qaedas fingeraftryk" - på trods af, at hverken Al Qaeda eller de fire unge muslimske mænd, der fik skylden, havde med disse bomber at gøre (Alle oplysninger tyder på ... og andre historier).
Det skulle være startet med historien om den romerske kejser Nero - den fik jeg dog ikke strikket sammen. Men mon ikke det er det mest kendte eksempel på terror og ødelæggelse sat i værk at en statsleder? Historien fortæller, at Nero selv spillede violin, mens han iagttog sit værk: Roms nedbrænding - en følge af, at de kristne var blevet for populære, og at Neros magt var ved at smuldre. Nå ja ... så blev han da fremstillet som en galning. Og galninge er vel på et eller andet plan også vor tids ledere, der sætter tilsvarende begivenheder i værk. Men umiddelbart opfatter vi dem ikke sådan. Galninge ... det er folk som Hitler, Stalin og Pol Pot. Ikke de rare mænd fra vores egen verden.
USS Maine 1898
Der er sikkert flere eksempler i vores tidlige historie på statslederes terror mod egen befolkning efter salig kejser Nero. Men her springer vi frem til slutningen af 1800-tallets Cuba. Her var landet under spansk kolonisering, hvilket det havde været siden Columbus og hans efterfølgere. Cubanerne selv var trætte af det spanske herredømme, men et oprør fra 1868 til 1878 blev slået ned med hård hånd. Først i 1895 lavede cubanerne igen uroligheder. I Spanien var de liberale kommet til magten, og den nye regering ofrede ikke Cuba den store opmærksomhed. Men i USA var man blevet bekymret for sine borgere bosat på Cuba. For at dæmpe gemytterne sendte man efter aftale med den svage spanske regering et krigsskib til Havana, det navnkundige USS Maine. Skibet ankom den 25. januar 1898 og lå stille og roligt til kajs, mens mandskabet havde forbud mod at gå i land.
Den 15. februar samme år klokken 21.40 eksploderede 5 tons krudt i skibets front. Det var hele beholdningen til skibets kanoner, og den forreste tredjedel af skibet blev fuldstændig revet op. Resten gav sig hurtigt til at synke. 266 mand omkom, mens kaptajn Charles Sigsbee og de fleste officerer, der havde deres kvarter bagest i skibet, reddede livet. Herefter sker der følgende:
Hjemme i USA er pressen ubændig i sit krav om, at dette må føre til krig mod Spanien. Store dele af befolkningen lader sig rive med, stemningen er på rekordtid meget anspændt, og mere end en million mennesker melder sig frivilligt til hæren. Ingen havde fra officielt hold placeret nogen skyld for eksplosionen. Amerikanske Navy Department satte en undersøgelse i gang, som først efter fire uger konkluderede, at en mine var eksploderet ved skibets front, og at denne eksplosion på sin side havde antændt krudtbeholdningen inde i skibet. Kommissionen tog ikke stilling til spørgsmålet om, hvem der havde anbragt minen.
En senere undersøgelse, ligeledes af Navy Department, denne gang i 1911, nåede frem til nøjagtig samme resultat. Endnu senere undersøgelser er nået til andre resultater. Men ingen af dem godtgør, hvem der stod bag aktionen. Folkestemningen dømte spanierne, og den 21. april indledte præsident McKinley en militær blokade af Cuba. Spanien svarede to dage senere igen med en krigserklæring. (history.navy.mil). Krigen selv varede i 10 måneder og endte med spansk kapitulation og en fredsaftale i Paris. To måneder senere startede den amerikanske flåde en ny krig, denne gang mod Filipinerne.
En hel hjemmeside (spanamwar.com) går uendeligt mere i dybden med USS Maines endeligt og vejer massevis af argumenter for og imod cubanske, spanske og amerikanske bagmænd. Der er mange analytikere, der idag betragter affæren som en inside operation, men faktum er i følge den meget grundige spanamwar.com, at der ingen beviser er for noget som helst. Det eneste, man i realiteten har at gå efter, er det berømte qui bono... hvem høster fordel? Svaret på det taler for de nævnte analytikere. Cubanerne slap af med spanierne, men havde næppe midlerne til at gennemføre operationen. Amerikanerne havde både motiv, mulighed og midler. Og fordelen. De fik deres krig - og vandt.
Rigsdagsbranden i Berlin 1933
Mere tydelig er den berømte rigsdagsbrand i Berlin 1933. Adolf Hitler var samme år blevet demokratisk valgt som Tysklands kansler. Men der var presserende problemer. Landets økonomi var på randen af kollaps, og det virker som en slags økonomisk lov, at når et land med en driftig erhvervskultur nærmer sig en bankerot, løser det problemet ved overgang til krigsøkonomi. Det indebærer for det første militær oprustning. En sådan kan som regel let finansieres selv for en nation nær bankerot - især hvis det er til gavn for leverandørerne. Det var det i 1930'ernes Tyskland, hvor amerikanske banker stillede med lånekapital, og bankernes forgreninger ind i det militær-industrielle kompleks stillede med stål og andre råmaterialer. Resten klarede det driftige tyske produktionsapparat selv.
Men militær oprustning kan ikke stå alene. Der skal følge en eller flere krige efter. Det skyldes, at regningen for det lånefinansierede økonomiske opsving skal betales, og at denne betaling nødvendigvis skal stjæles fra andre lande. Derfor har en succesrig krigsøkonomi en anden forudsætning, nemlig krigsvillighed i befolkningen.
De tyske ledere var i den forstand vanvittig dygtige, og stort set samtlige deres metoder blev klassiske. Et effektivt propaganda-apparat blev stablet på benene, ledet af Joseph Goebbels. En alliance med samtlige landets medier blev etableret, hvorefter al presse blev formidlingskontorer for regeringsbudskaber. Denne fase er uhyre vigtig. For når samtlige medier spreder de samme budskaber dag efter dag, og befolkningen ikke har nogen alternativer, vil den automatisk fæste lid til disse medier. "Så mange redaktører og journalister kan umuligt tage fejl", ræsonnerer man.
Mekanikken, medierne blev kontrolleret efter, udspillede sig på mange niveauer. Der blev lovgivet om mediernes økonomi og ejerskab. Der blev lavet lister over acceptable journalister og redaktører - og uacceptable ditto. Kun folk af arisk afstamning fik autorisation til at skrive. Der blev indført generel censur. En hel del aviser blev simpelt hen overtaget af nazipartiet. I 1939 var 69% overtaget, et tal der frem til 1944 voksede til 82% (http://www.kdhs.org.uk/history/v2/a/as_unit6/media.htm#_ftn2).
Hermed er grundlaget lagt for at kontrollere befolkningens virkelighedsopfattelse. Nu manglede bare dens accept af at vinke farvel til rettigheder og sige goddag til endeløse ofre. Anledningen til det kom den 27. februar 1933 klokken 21.14. Da modtog Berlins brandvæsen en melding om, at det brændte i rigsdagsbygningen. Man rykkede ud og konstaterede, at der var ild adskillige steder i bygningen. En mægtig eksplosion fandt sted indvendigt.
Hvad der herefter skete, er vigtigt. Politiet fandt bag rigsdagsbygningen en noget sindsforvirret mand vandre omkring. Det viste sig at være en arbejdsløs hollandsk murer, kendt for at være kommunist. Hans navn var... ikke Lee Harvey Oswald, men Marinus van der Lubbe. Kort efter ankom både Hitler og Göring til stedet, og ved synet af den kendte kommunist erklærede Göring uden tøven, at det var kommunisterne, der stod bag rigsdagsbranden. Dagen efter ekkoede det ud i samtlige Tysklands medier - og følgelig også i omverdenens.
Dagen efter pressede man også på rekordtid Verordnung des Reichspräsidenten zum Schutz von Volk und Staat igennem - en lov, der suspenderede den tyske forfatning af 1919. Omgående begyndte man at arrestere kommunistpartiets ledere. Men den nazistiske ledelse havde yderligere planer. Hitler havde allerede i januar opløst den tyske rigsdag med det formål at få flere pladser besat med nazister. Den stærkt svækkede præsident Hindenburg havde udskrevet valg pr. 5. marts, altså kort efter rigsdagsbranden. Nazipartiet fik ikke så mange stemmer, som Hitler havde håbet - kun 32% af pladserne i rigsdagen. Lidt af en skuffelse, for Hitler ønskede i den nye rigsdagssamling at få vedtaget sin Ermächtigungsgesetz (Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich) (1) - en lov, der skulle give kansleren magt til at udskrive love pr. dekret og altså uden parlamentarisk vedtagelse.
Men lidt behændighed, underhåndsaftaler og køb af stemmer fra andre partier sikrede da, at loven den 23. marts blev vedtaget. Den blev forsynet med, hvad der idag kaldes en solnedgangs-klausul (sunset clause). Det vil sige en dato, hvor loven automatisk ophørte. Men som det så ofte går, blev loven forlænget i flere omgange helt frem til 1945. Hermed var i praksis rigsdagen opløst ... og dermed folkestyret. Den tyske rigsdag stemte sig ad demokratisk vej til diktatur. Grundlæggende på baggrund af en rigsdagsbrand ... en tidlig udgave af et Pearl Harbor.
Tysklands Luftwaffe-chef Herman Göring udtrykte det på denne måde: "Alt, hvad du behøver at gøre, er at fortælle din befolkning, at den bliver angrebet - og beskylde pacifisterne for at være upatriotiske og for at udsætte landet for fare. Der virker lige godt i alle lande".
(1) Ermächtigungsgesetz oversættes til engelsk som Enabling Act (ikke Patriot Act).
Pearl Harbor 1941
Vores viden om Pearl Harbor er blevet væsentligt øget efter at hemmeligtstemplede dokumenter er blevet frigivet i henhold til Freedom of Information Act. Den person, der har studeret oplægget til Stillehavskrigen mest grundigt, er formentlig journalist, forfatter og krigsveteran Robert Stinnett. I følge en artikel på Independent Institute (independent.org) pr. 11. marts 2002 fik han samlet og gennemgået mere end 200.000 dokumenter, som siden blev grundlaget for hans bog Day Of Deceit - Bedragets dag.
Hele pointen i det bedrag, han dokumenterer, er centreret omkring de talrige lyttestationer, USA, Canada og Holland havde etableret i Stillehavsområdet, og som man samarbejdede om. Japanernes radiokommunikation kunne følges i alle detaljer. Det store problem var officielt, at man ikke havde knækket japernes koder. Hvilket igen var den officielle begrundelse for, at japanernes angreb på Pearl Harbor kom som en overraskelse. Stinett påviser, at man havde kendt disse koder i mere end 15 år - såvel de militære som de diplomatiske. Den amerikanske ledelse kendte hver eneste sætning i japanernes kommunikation. USAs præsident Roosevelt fik forelagt alle relevante oplysninger om de japanske angrebsplaner.
På et tidspunkt installerer japanerne en spion i det japanske konsulat i Honolulu. FBI finder hurtigt ud af, at han møder frem under et dæknavn og holder ham under tæt observation. Han sender masser af beskeder hjem til Japan, herunder angivelse af alle skibes beliggenhed i havneområdet - Pearl Harbor - og et fuldstændigt bombeplot. Kommunikationen bliver interceptet og tydet af amerikanerne, præsident Roosevelt får forelagt oversættelsen. 7 transmissioner mellem den 28. november og den 6. december fortalte, at et angreb ville komme, og at målet var Pearl Harbor.
Den 5. december opfanges en ordre fra Japans regering til samtlige japanske ambassader i verden om at "brænde deres kodebøger". En sådan ordre er kendt som en meddelelse om krig inden for en dag eller to.
Tidligt om morgenen den 7. december 1941 blev en afgørende transmission fra den japanske regering til Japans ambassadør i Washington interceptet. Meldingen fortalte, at Japan ville afbryde alle forhandlinger med USA på denne dag - grundlæggende en krigserklæring. Da Roosevelt læste oversættelsen, var hans kommentar da også: "Dette her betyder krig". Den sidste besked til ambassaden angav en deadline for forhandlingerne, og tidspunktet var identisk med tidspunktet for angrebet på Pearl Harbor, den 7. december 1941 klokken 13.00 eastern time.
Præsident Roosevelt vidste i minimum to timer forinden, at angrebet ville komme. Men undlod at give informationen videre til Admiral Kimmel, øverste chef for den amerikanske stillehavsflåde i Honolulu. Roosevelt ønskede et "clean shut" - en massakre.
Det skulle blive værre. De frigivne dokumenter viste, at Kimmel afholdt en øvelse to uger forud for angrebet. Han var emsig med at holde øje med japanernes bevægelser, og hans sendte den 23. november næsten 100 krigsskibe afsted. Han havde næse for krig, for øvelsen blev afholdt nøjagtig på det sted, hvor de japanske flådefartøjer siden blev opmarcheret. Da Washington erfarede om øvelsen, sendte præsidenten en besked til Kimmel om, at hans manøvre "gjorde situationen kompliceret". Minutter efter afblæste Kimmel øvelsen og vendte tilbage til Pearl Harbor. Her blev hans skibe liggende lige til den 7. december.
Resultatet kender vi: Den amerikanske stillehavsflåde inklusive 188 fly blev massakreret. 2.403 soldater og 68 civile blev dræbt. Fortsættelsen kender vi også: Der blev nedsat undersøgelseskommissioner, der ikke fandt ud af noget. Admiral Kimmel fik hovedskylden for, at det gik så galt. De virkelig ansvarlige blev aldrig nævnt. Bevismateriale blev omhyggelig beslaglagt, og frem til Stinnetts undersøgelser forblev Pearl Harbor-katastrofen en historie for offentligheden om et totalt overraskelsesangreb på et uskyldigt intetanende USA.
Interessant nok skortede det dog ikke på "konspirationsteorier". Mange røster talte om, at Washington vidste besked med angrebet. Og fremme ved præsidentvalget i 1944 følte valgkandidat Thomas Dewey sig så overbevist om, at de japanske koder var kendt, at han ville fremføre påstanden i sine valgtaler. Stabschef George Marshall fik ham dog talt fra det ud fra det synspunkt, at japanerne jo helst ikke skulle vide, at koderne var kendt. Det kunne kompromitere den amerikanske krigsindsats.
Men hvorfor var det nødvendigt at bedrage den amerikanske befolkning og at lade 2.471 mennesker slagte i Pearl Harbor? Det er almindelig kendt, at præsident Roosevelt ønskede at gå ind i anden verdenskrig. Det er også almindeligt kendt, at et sted mellem 80 og 90% af den amerikanske befolkning mente, at USA skulle holde sig langt væk fra den. Det var problemet. Der manglede en rigsdagsbrand, så at sige.
Det er et stort spørgsmål, hvorfor Roosevelt ønskede at gå ind i krigen. Officielt var det, fordi han mente, at Tyskland var en trussel mod USAs sikkerhed. En forklaring, der er noget svær at sluge. Det er derimod et andet resultat af Stinnetts undersøgelser, at general McCollum, præsidentens nære rådgiver, havde udarbejdet et memorandum om USAs militære stilling i krigen. Og dette memo slog fast, at Tyskland var en trussel mod USA.
Endnu et resultat er, at vi ved, at McCollum udarbejdede en 8-punktsplan for, hvordan USA skulle provokere japanerne til at angribe og dermed tvinge USA ind i krigen. Nogle af punkterne så man praktiseret også uden at kende planen: Japan blev konsekvent nægtet handelsadgang til de asiatiske markeder af USA og England - sidstnævnte endnu en betydende kolonimagt. Japan stod med en stærkt ekspansiv økonomi og tryglede om denne adgang. Men fik det ikke. En olieembargo induceret af USA blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Japan havde ikke andet valg end at starte en krig.
At præsident Roosevelt ønskede, at den skulle komme, har efter min mening reelt ikke rod i den tyske trussel, men har rent økonomiske grunde - akkurrat som det var tilfældet i Tyskland. Men det er en anden historie.
Det skulle derimod være veldokumenteret, at George W. Bush den 11. september om aftenen skrev i sin dagbog: "The Pearl Harbor of the 21st century took place today". Det havde han nok ikke sagt, hvis han havde læst Robert Stinnetts bog.
Operation Northwoods 1960´erne
I 1960´erne er Cuba igen brændpunkt for vigtige begivenheder, og også denne gang er dokumentationen af begivenhedesforløbet klokkeren. Fidel Castro havde med sin revolution i 1959 overtaget landet fra den amerikansk kontrollerede marionetregering ledet af Fulgencio Batista Zaldivar og havde smidt den lille stinkende rige overklasse på porten. Lige siden drømte USAs ledere samt et betragteligt samfund af cubanere, der havde taget flugten og bosat sig i Florida, om at tage landet tilbage. I USA havde præsident Dwight Eisenhower igangsat et program, der under ledelse af CIA skulle træne og udstyre exil-cubanere til kamp. En lille hær på bare 1.200 mand skulle etablere et brohoved på Cuba - og derefter nedsætte en alternativ regering. Denne regering skulle omgående vinde officiel amerikansk anerkendelse. Senere ville den så kunne anmode om amerikansk militær bistand til at "nedkæmpe oprør fra Castros styrker". Desuden forventede man, at cubanerne ville tilslutte sig og selv starte en folkelig opstand mod Castro.
Året efter blev John F. Kennedy præsident, og han arbejdede videre med planerne. Den 17. april 1961 satte angrebet ind. Det blev indledt med et luftangreb, der skulle ødelægge Cubas stærkt begrænsede flystyrke. Men Castro var kriger. Han vidste, at angrebet ville komme og havde omgrupperet sine fly. Kun få blev beskadiget. Da en flåde med ialt 1.297 mand derefter satte i land i Svinebugten, angreb de cubanske fly. To amerikanske forsyningsfartøjer blev sænket. Invasionsstyrken blev omringet og trængt tilbage. Den prøvede at flygte ad samme vej, den var kommet, men USA havde lugtet fiaskoen og havde trukket sine skibe hjem. Næsten hele styrken blev fanget og stillet for en cubansk domstol. Men de angribende militsmedlemmers skæbne blev mild. Kun nogle få blev henrettet. Langt de fleste fik fri afmarch ud af landet, mod at amerikanerne leverede medicinsk udstyr og landbrugsmaskiner til Cuba.
Fiaskoen gjorde Kennedy upopulær og skabte bitter harme i de mest konservative kredse hjemme i USA. Kommunisthadet blussede op igen, og i al stilhed begyndte hærledelsen med general Lyman Lemnitzer i spidsen at udarbejde planer for en ny aktion. Men denne gang skulle aktionen tage udgangspunkt i terror. Og denne terror skulle skabe folkelig opbakning til en egentlig krig mod Cuba.
Planen er idag kendt, fordi tidligere hemmeligtstemplede dokumenter er blevet tilgængelige. Journalist og forfatter James Bamfort gik i dybden med dem og sammenfattede dem i en bog med titlen Body of Secrets. Bogen blev ved sin udkomst i 2001 lidt af en bestseller.
Den omtalte plan gik under kodenavnet Operation Northwoods. Inspirationen til den kan meget vel stamme fra præsident Eisenhower, som efter U2-skandalen i Sovjet brændende ønskede sig en sejr. Cuba stod øverst på hans liste. Men Cuba opførte sig fredeligt over for USA, og det kneb med en undskyldning for et angreb. Eisenhower er i den forbindelse citeret for at sige, at hvis ikke Castro selv kunne levere en undskyldning, kunne USA "måske selv generere noget, der ville være almindelig acceptabelt". Bamfort skriver, at hvad Eisenhower tænkte på, var "a bombing, an attack, an act of sabotage carried out secretly against the United States by the United States. Its purpose would be to justify the launching of a war."
Lemnitzers oprindelige plan gik ud på at iscenesætte et angreb på Guantanamo-basen. Her skulle iværksættes en lang række af, hvad der nu om dage er døbt false-flag-operationer. Venligtsindede cubanere skulle forklædes som Castro-soldater. Udføre sabotage på fly. Udføre sprængninger af ammunition. Fingere oprør. Affyre morterer. Starte brande. Men efter Kennedys fiasko i Svinebugten blev planen væsentligt udbygget og kom til at indeholde elementer som:
Sprængning af et krigsskib i Guantanamo efter samme mønster som med USS Maine i 1998. Cubas militær får skylden.
Mord på civile i amerikanske byer - cubanske agenter får skylden.
Iscenesættelse af bådtransporter med flygtninge fra Cuba - sænkning på åbent hav - Cubas militær får skylden.
Terrorbomber i Washington, Miami og andre steder - cubanske terrorister får skylden.
Flykapringer - cubanske terrorister får skylden.
Lemnitzer gik så vidt som til at udtale, at hvis astronaut John Glenns rumrejse rundt om jorden tilfældigvis skulle blive afbrudt af en eksplosion ombord, skulle USAs regering "fremskaffe uigendrivelige beviser for, at Cubas kommunister står bag... ved at producere forskelligt bevismateriale for, at katastrofen var fremkaldt af elektronisk interferens over Cuba."
Sådan kan det også siges. Hvis ...
En af de mest gennemførte elementer i Operation Northwoods var planlægningen af nedskydningen af et civilt fly, og her bliver Lemnitzer for alvor moderne. Der skulle gennemføres en flyvning fra USA til Jamaica, Guatemala, Panama eller Venezuela - hvad der nu passede bedst med, at flyet skulle passere Cuba. "Passagerne kunne være en gruppe college-studerende på ferie eller enhver anden gruppe personer med en fællesinteresse i at chartre et fly", fortæller planen.
Først skulle en kopi af det udvalgte officielt indregistrerede fly fremstilles. Det skete på Elgin Air Base, hvor et fly blev malet og nummereret, så det ikke var til skelne fra sit forbillede. Denne kopi skulle flyves til lufthavnen i Miami, hvor rejsen skulle starte. Umiddelbart inden ombordstigningen skulle de to fly ombyttes, så at passagererne - alle boardet med falske alias'er - gik ombord i kopi-flyet. Begge fly skulle nu lette, men det tomme "rigtige" fly som drone, dvs. ubemandet og fjernstyret. De to fly skulle mødes syd for Florida. Her skulle kopiflyet med passagerer begynde en nedstigning og derefter vende tilbage til Elgin Air Base. Passagererne skulle stige af, og umiddelbart efter skulle flyet bringes tilbage til sin originaltilstand.
Det tomme dronefly skulle fortsætte den officielle rejse. Vel over Cuba skulle det udsende et Mayday på den internationale nødfrekvens. "Piloten" skulle meddele, at flyet var under angreb af en cubansk MIG-jager. Transmissionen skulle så afbrydes af en anbragt bombe udløst via et radiosignal. Godt udtænkt, for det ville medføre, at det blev International Civil Aviation Organization ICAO, der meddelte verden, at et amerikansk passagerfly var blevet skudt ned over Cuba, og ikke USA, der skulle sælge historien til resten af verden. ICAO... neutral civil myndighed... helt igennem troværdig.
Alle disse planer blev underskrevet af den samlede amerikanske generalstab, Joint Chiefs of Staff. Alle, fra formanden til sidste medlem, skrev under. Der var faktisk kun en hage ved historien: Præsident Kennedy sagde nej.
Derfor blev Operation Northwoods aldrig ført ud i livet, og Cuba blev aldrig angrebet via en åben militær indsats. Til gengæld er der mange, der anser, at nej'et kostede Kennedy livet. Og at hans bror og kommende efterfølger Robert Kennedy blev myrdet, fordi han vidste, hvem der stod bag.
Oklahoma City 1995
Nettet strammes, og tanken om, at der i et lands regeringsapparat kan findes kræfter, der ingen problem har med drab på egne borgere, er blevet mindre fremmed. Vi kan måske også se et mønster tegne sig for, at selviscenesat terror er en rimelig almindelig ingrediens i en proces med to faser:
1. Ophævelse af borgerrettigheder og indførelse af undtagelsestilstand.
2. Forberedelse til krig.
Med den mistanke i baghovedet springer vi til 1990'ernes USA. Tidligt på formiddagen den 19. april 1995 triller en stor gul varebil stille ind på parkeringspladsen foran Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City. Bygningen rummer i sine ni etager mængder af kontorer, de fleste tilhørende offentlige myndigheder. Bureau of Alcohol, Tobacco, Firearms and Explosives, ATF, er blandt dem, det samme er FBI. Hos sidstnævnte opbevares blandt meget andet alt materiale fra Waco-massakren året før. Desuden en del materiale, der vedrører CIAs engagement i narkosmugling, de såkaldte Mena-dokumenter (der også implicerer Bill Clinton). Endelig har en børnehave til huse i bygningen. Mens både ATFs og FBIs kontorer er fuldstændig tomme, er børnehaven denne dag vel befolket.
Bilen kører frem foran bygningen og standser ved fortovet foran den i en afstand af ca 14 meter. På dens sider er skrevet med meget store bogstaver "Ryder" - et biludlejningsfirma i Oklahoma City. I lastrummet befinder sig 2,4 tons af såkaldt Ammoniumnitrat-fuelolie-sprængstof - et primitivt sprængstof med en omtrentlig effekt på 30% af trotyl. Dets navn forkortes ANFO. Oliedelen af den består af nitrometan, der bruges som brændstof i racerbiler og raketter, mens ammoniumnitrat er en kvælstofholdig bestanddel af almindeligt kunstgødning.
I bilen sidder to yngre mænd. Den ene, en almindeligt udseende hvid amerikaner, åbner døren i førersiden, stiger ud, forlader bilen og fjerner sig fra området foran bygningen. Mange minutter senere stiger en anden person ud af døren ved passagersædet. Et vidne beskriver ham som "definitivt ikke en amerikaner"... "sort krøllet hår, der stritter ud af baseball-kasketten". Manden forlader bilen langs fortovet, vender straks efter tilbage, tager noget i førerkabinen, forlader igen stedet, idet han denne gang skrår over parkeringspladsen. Et minimum af 12 overvågningskameraer på og omkring Federal Building er på dette tidspunkt rettet mod stedet.
Klokken 09.02 lyder to eksplosioner. Sekunder efter er det klart, at varebilen er eksploderet. Det er også klart, at hele fronten af Federal Building er kollapset. At mange er dræbt. Og at der endnu må befinde sig sårede i de sammestyrtede bygningsdele. Derudover er alt kaos.
I nærheden af Federal Building kører i eksplosionsøjeblikket to båndoptagere: Den ene tilhørende en advokat, der er ved at diktere et brev, den anden hos Vand-kommissionen, som afholder et møde. Frekvensanalyser af disse lydoptagelser viser, at der er 4,1 sekunder mellem de to eksplosioner. At rystelserne fra den første er gået gennem jorden, og lyden fra den anden gennem luften. Lydeksperter tolker det derhen, at den første eksplosion måtte være sket i selve bygningen, mens den anden har været fra bilbomben (whatreallyhappened.com). Seismiske målinger fra University of Oklahoma og US Geological Survey viser samme mønster, bortset fra, at de antyder, at den ene eksplosion er sammensat af en hel serie. De første tv-transmissioner talte om hele tre eksplosioner.
På pladsen foran Federal Building fortæller politifolk, at der er fundet endnu en bombe inde i bygningen - ueksploderet. Kort efter findes endnu en, og siden endnu en. Alle fund rapporteres omgående på tv-stationerne. Nu begynder de første officielle kommentarer at tale om en "særdeles sofistikeret aktion", som må være udført af "eksperter i eksplosiver". Samtidig begynder ATF at demontere de ueksploderede bomber. De køres omgående væk i militære køretøjer. Ingen hører derefter mere om dem.
90 minutter efter eksplosionerne stoppes en hvid amerikaner, Timothy McVeigh i sin bil, da denne ikke bærer nummerplade. Timothy bærer desuden våben, og han anholdes. Man beslutter dog at løslade ham to dage senere. Netop som løsladelsen skal effektueres, genkender en politimand ham fra en af de fantomtegninger, FBI har rundsendt i forbindelse med Oklahomabomben. Omgående sigtes McVeigh for dette terrorangreb. Samme dag anholdes hans bekendte fra hæren, Terry Nichols, i Herington i Kansas og sigtes for medvirken. Begge bliver senere dømt. Nichols for manddrab og sammensværgelse, McVeigh for mord samt 10 andre anklager. Nichols idømmes fængsel, McVeight dømmes til døden.
I dagene efter den 19. april bliver det stadig mere klart, at stærke kræfter i den amerikanske administration ikke bryder sig om alle de oplysninger, der cirkulerer i offentligheden. Man ønskede en bestemt version af begivenhederne spredt til amerikanerne. Man udtalte sig aldrig om bomberne i bygningen, kun om den eksploderende varebil. Man udtalte sig ikke om passageren i varebilen, kun om føreren Timothy McVeigh. Den officielle forklaring skrumpede med raske skridt ind til noget let håndterbart og såre velkendt: Denne forfærdelige handling var udført af en enkelt person på egne vegne, og manden var en våbenglad galning. Det blev underbygget med (muligvis sande) historier om McVeights tilhørsforhold til en privat milits, der ønskede at gøre det af med den amerikanske stat, som han mente var overtaget af bøsser og jøder. Men historien blev noget mere nuanceret af eksempelvis Gore Vidal, der i sin bog "Perpetual War for Perpetual Peace" anfører, at samtaler med McVeigh i fængslet godtgjorde, at han først og fremmest hadede FBI for den massakre, det udførte på 83 uskyldige mænd, kvinder og børn i den religiøse sekt "Branch Davidians" i Waco Texas i 1994 - et år inden Oklahomabomben. Det gjorde han ret i, for også den handling var statsterror (søgeord: waco).
Flere vidner fortæller, at de havde kontakt med medarbejdere fra ATF på pladsen foran bygningen. Et vidne fortæller, at hun spurgte manden:
-Åh gud, var De derinde, da det skete?
Hvorpå han svarer:
-Nej. Vi blev advaret. Vi var der ikke.
Faktisk var der heller ikke en eneste FBI-ansat. Men hvis Timothy McVeigh ville straffe FBI for Waco, hvorfor sikrede han sig så ikke, at der var nogen til stede at straffe? Var han for dum? Næppe. For vi har da adskillige officials' udsagn for, at "det var en yderst sofistikeret operation." Ikke enhver dumrian kan få en nietages betonbygning til at kollapse. Sagen var nu nok også, at det slet ikke var McVeights projekt - at han egentlig bare var, hvad der kaldes en patsie ... en nyttig idiot. En fall guy.
Historien om bomben lavet af kunstgødning blev heller ikke købt af sprængstofeksperter, herunder general Benton K. Pertin, der gennem 30 år havde ledet luftvåbnets våbenudviklingsprogram. Han afviste i en rapport, at de aktuelle ødelæggelser skulle kunne være forårsaget af en bilbombe, også selv om den havde været fyldt med rigtigt militært sprængstof. Han anså det i øvrigt for elementært, at bygningen ikke var trykket ind udefra, men blæst ud indefra. Påpegede, at det krater, bilbomben skabte, hvor den holdt parkeret, var alt for lille til at matche de enorme ødelæggelser på bygningen. Og han gjorde opmærksom på en detalje: En af bygningens nærtstående betonsøjler var ubeskadiget, mens flere fjernerestående var kollapset. Konklusion: bygningen kunne kun være kollapset som følge af flere sprængladninger anbragt inde i bygningen. Den konklusion blev bekræftet af andre sprængstofeksperter, herunder forhenværende FBI-agent Ted Gunderson (abusedillusions.blogspot.com).
Hermed får de jo indirekte sagt, at bilbomben udenfor tjente som afledning. Derimod besvarer de selvfølgelig ikke spørgsmålet: Hvem havde anbragt bomber inde i bygningen?
Det blev også klart, at FBI aktivt modsatte sig anden efterforskning end den, de selv udførte. Samtlige videooptagelser fra de mindst 12 overvågningskameraer i området blev beslaglagt. Med den klassiske begrundelse "national security" er de ikke siden blevet udleveret. FBI bekræfter, at optagelserne eksisterer. Man bekræfter også, at de viser en person nummer to ved varebilen, men når det kommer til detaljer, kan man af sikkerhedsgrunde ikke oplyse noget.
Videooptagelserne blev heller ikke fremvist i retssagen mod McVeigh og hans "medsammensvorne".
Infowars.com fortæller, at adskillige mellemøstlige personer på vej ud af USA efter bombesprængningerne blev tilbageholdt af amerikansk politi - herunder den forhenværende irakiske officer i republikanergarden Al Husseini Hussein (vi skal huske, at Irak i 1995 var allieret med USA). Inforwars.com anfører, at man har interviewet hundredevis af politifolk og sikkerhedsfolk, der erlærede, at en del af disse folk kunne være tiltalt og dømt i retten, blandt andet for besiddelse af materiale til fremstilling af sprængstof. Men justitsministeriet beordrede alle disse mistænkte sat på fri fod, og FBI meddelte, at "vi efterforsker ikke noget mellemøstlink".
David Shippers er mest kendt for sin rolle som efterforskningsleder i Paula Jones-sagen mod Bill Clinton. Men han havde mange kontakter i den amerikanske administration, og i forbindelse med Oklahomabomben fik han et utal af oplysninger. I et interview med J. Quinn på radiostationen War Room marts 2002 hævdede han at have beviser for, at McVeigh og Terry Nichols mødte repræsentanter for terrorgruppen Aby Sayyaf på Filipinerne ugen før bombesprængningen. Det var godt nok ikke et link til Mellemøsten, men dog et link til islamiske miljøer.
I et interview med Alex Jones fra infowars.com oktober 2001 påstår David Shippers, at folkene bag Oklahomabomben også var involveret 11. september. Omtalte Husseini var forud for 11. september belejliget nok ansat i Boston Airport. Udskriften af dette interview kan læses på (http://www.infowars.com/transcript_schippers.html).
Endnu et vigtigt vidneudsagn meldte sig: Grand Jury-medlem Hoppy Heidelberg, en respekteret borger i Oklahoma City. Under høringen i storjury'en vedrørende bombningen begyndte han at stille spørgsmål om mellemøst-forbindelsen, om FBIs eventuelle forhåndskendskab til sprængningen, og om, hvilken rolle ATF spillede. Kort efter fik han besøg af FBI i sit hjem. Her bad de ham om at "tie stille, hvis ellers han vidste, hvad der var godt for ham selv". Heidelberg blev nu klar over, at han var deltager i et cover-up. Det nægtede han at medvirke til og fastholdt sin ret til at indkalde de vidner, han anså for vigtige. Kort efter fjernede dommeren ham fra storjuryen.
Et spørgsmål, der med god ret også kan stilles, er dette: At resterne af Federal Building skulle fjernes via en kontrolleret sprængning og alt materiale køres væk, er naturligt. Mindre naturligt er det vel, at materialet skulle det graves ned på privat område, og at det skulle ske under væbnet overvågning.
Når vi idag ved relativt meget om Oklahomabomben, skyldes det i høj grad Alex Jones' mere end seks års efterforskninger. Han har samlet alt sit materiale på hjemmesiden infowars.com, lige som væsentlige dele af hans materiale indgår i videoen The Road To Tyranny. Intet af det rummer et positivt bevis for, at den amerikanske administration står bag Oklahomabomberne. Men der er masser af indicier, og de ligger alle i den tydelighed og effektivitet, hvormed ATF og FBI fjernede sporene. Det efterlader ikke mange mulige konklusioner. Faktisk kun en.
169 døde ved bombeaktionen, herunder en hel del børn fra børnehaven. FBI, ATF og mange andre "sikkerhedsorganisationer" fik øget deres bevillinger. FBI fik øget kontrol med lokalt politi over hele landet. Militæret fik kompetence, der tidligere havde været forbeholdt politiet. Og landet som helhed fik sin første anti-terrorlov. Pointen ved det skal vi straks vende tilbage til.
Miltbrandbrevene 2001
Der var ikke gået mere end 7 dage efter 11. september, før de første miltbrandbreve dukkede op. Den 18. september modtog både NBC News i New York og Senator Daschle's kontor i Washington et brev, der indeholdt et mystisk pulver. Brevene var poststemplet i Trenton New Jersey.
Pulveret viste sig at være såkaldt "weaponized anthrax", miltbrandbakterier i våbenform. Skabt til at smitte ved indånding af det fine pulver og til at dræbe på nogle dage, hvis man ikke bliver behandlet. Miltbrandbakterier er genetisk meget stabile, hvorfor de i almindelighed dør af penicillin (i modsætning til bakterier, der muterer og danner nye modstandsdygtige former).
To dage senere dukkede et nyt brev op med det hvide pulver. Det blev afsendt fra St. Petersburg. Flere fulgte efter.
Sporene blev fulgt og ledte politiet til en lejlighed, der havde været lejet ud til en af flykaprerne fra 11. september. Aha... nogle af brevene var jo ledsaget af en håndskrevet tekst med ordlyden "død over Amerika" og "Allah er stor!" Sagen var oplagt, og George W. Bush tonede frem på tv-skærmene med budskabet, at al mistanke var rettet mod bin Laden. Men undersøgelser i regeringens egne laboratorier viste, at pulveret var af en meget avanceret type, der umuligt kunne fremstilles i hverken afghanske bjerghuler eller skumle baglokaler i Kabul. Al Qaedasporet blev droppet, og i stedet kunne The Wall Street Journal den 18. oktober erklære, at "den mest sandsynlige leverandør er uden sammenligning Saddam Hussein". Siden er den tjetjenske oprørsbevægelse blevet nævnt. Og da mistankerne omsider slap udlandet og vendte sig indad, blev amerikanske nynazister mistænkt.
Den 3. oktober modtager den ægyptiskfødte dr. Ayaad Assaad en opringning fra FBI med besked om at indfinde sig til en samtale. Assaad havde frem til 1997 arbejdet på US Army's Medical Research Institute for Infectious Deseases i Fort Detrick. Her udførte (og udfører) den amerikanske hær top-hemmelig forskning i biologisk krigsførelse, herunder forskning i, hvordan man bruger Miltbrand-bakterier i våbenform. Assaad havde i den egenskab, hvad amerikanerne kalder top-security clearence. Her i 2001 var han ansat som seniorforsker i US Environmental Protection Agency. Vel ankommet hos FBI præsenteres Assaad for et brev, der var ankommet til bureauet. Det blev ikke oplyst, hvem brevet var fra, blot at det var en forhenværende kollega. Den side af sagen blev bekræftet af, at det indeholdt mange korrekte oplysninger om Assaad. Hvad der derimod er mere tvivlsomt, er oplysningerne om, at Assaad i sin tid i Fort Detrick skulle have udtalt, at han "havde en vendetta mod USA" og planer om at "udføre et biologisk angreb". Han skulle også have sagt, at hvis det ikke lykkes, havde han opfordret sine sønner fortsætte planerne.
Selv om Assaad var en bekvem mistænkt med potentiale til at bringe alles tanker i islamisk retning, blev FBI hurtigt klar over, at brevet var et falsum. Til gengæld var man ikke tilbøjelig til at se en link mellem brevskriveren og afsenderen af i det mindste nogle af miltbrand-brevene. Den link så til gengæld Assaad, og det på grund af timingen i det falske brev: Det var afsendt en dag før den første miltbrand-diagnose blev stillet. Hvis brevet var sendt for at rette miltbrand-mistanke mod Assaad, måtte afsenderen besidde ikke-offentliggjort viden om, at der var en miltbrand-kampagne i gang. Det kunne han gøre, hvis han selv var involveret - eller kendte nogen, der var det. Men FBI fulgte ikke sporet, eller tav stille med det, hvis de gjorde.
Det første miltbrand-dødsfald fandt sted den 5. oktober. Yderlige 21 blev i de følgende måneder smittet. 4 af dem døde.
Pudsigt nok ramte FBI ikke helt ved siden af, da de kontaktede Assaad. At vi ved det, skyldes i meget høj grad en molekylærbiolog og leder af Federation of American Scientist's Chemical and Biological Weapons Program ved navn Barbara Hatch Rosenberg. Hun udførte en undersøgelse af indholdet af brevene på vegne af Federation of American Scientists og offentliggjorde den 10. december 2001 en rapport, der i al væsentlighed fortalte, hvor bakterierne kom fra.
Rapporten slog fast, at der var tale om den såkaldte Ames-type miltbrand. Navnet refererer til byen Ames i Iowa, hvor amerikanske regeringslaboratorier tidligt udførte forsøg med miltbrand. Ames-typen er grundstammen i USAs miltbrandvåben. Denne identifikation udførte Rosenberg på baggrund af DNA-test.
For at miltbrand kan være et effektivt våben, må det foreligge som et meget fint pulver - så fint, at støvet kan svæve i luften. En af de smittede postarbejdere nægtede længe at tro på, at han havde miltbrand, efter som han aldrig var i berøring med breve. Undersøgelser viste imidlertid, at miltbrandpulveret var så fint, at valserne i sorteringsmaskinerne trykkede det ud gennem kuvertpapirets porer, hvorved det spredtes i hele postbygningen. Men teknikken til at skabe dette fine pulver er avanceret og kræver ekspertise. Bakteriesporerne må ikke klumpe sammen som følge af luftfugtighed eller statisk elektricitet, men skal forblive adskilt. En hel del teknik kræves, for at folkene, der arbejder med det, ikke selv bliver smittet. Disse folk skal alligevel have et skud vaccine en gang om året.
De miltbrandstammer, der blev sendt, var ekstemt koncentrerede og indholdt op til en billion sporer pr. gram pulver. Røntgen-spektroskop-undersøgelser af pulverets øvrige bestanddele viste, at der forekom et stort antal af de kemikalier, der anvendes i USA, herunder et silika-additiv. Et land som Irak bruger et materiale kaldet bentonit som additiv.
Alle disse resultater peger, efter hvad professor Rosenberg selv udtrykker, på "US government delivery". Hun anfører, at der i USA sandsynligvis kun er fire laboratorier, der kan komme i betragtning. De har alle deres bakteriestammer fra... Fort Detrick. Idag er ingen i tvivl om, at miltbrandmaterialet kom direkte fra Fort Detrick.
Rosenberg fortæller, at hun har pålidelige kilder, der mener at vide, at FBI allerede i oktober fandt frem til personen, der står bag miltbrandbrevene, og at man gentagne gange har afhørt ham. Hun formoder personligt, at det drejer sig om en forhenværende seniormedarbejder ved Fort Detrick. At FBI ikke offentliggør et navn, og i øvrigt har lukket al kommunikation ned omkring efterforskningen, bør vel fortælle, at vi er godt på vej op i de højere cirkler i det amerikanske regeringsapparat. Hvor langt op, er der ingen andre end de implicerede, der ved.
Men der er spor, og de fører ad sære omveje. Der er sporet omkring miltbrandeksperten dr. Don C. Wileys usandsynlige selvmord ved en bro i Arkansas den 15. november 2001, belyst på bl.a. rense.com (http://www.rense.com/general22/un.htm). Endnu mere interessant forekommer det sydafrikanske spor, der fører tilbage til apartheittidens Sydafrika. Her var der intens og avanceret forskning i miltbrand, og vi bliver, hvis vi graver i det, trukket ind i udbruddet af mere end 10.000 tilfælde af miltbrand blandt sorte rhodesere i 1978 - meget omfattende og meget aggressivt belyst på http://jdo.org/hatfill.htm.
Miltbrand-aktionen trak også et dansk spor. Det er knap så interessant, for samtlige danske miltbrandbreve var falske. En hel del af dem var simple drillerier.
Men hvor er de politiske aspekter af hele denne sag? De er ikke svære at få øje på. At et antal postmedarbejdere og andre bliver smittet med miltbrand, siger næppe noget. Men at netop kongresmedlemmer og pressefolk får breve, fortæller et og andet. At specielt to kongresmedlemmer, der er kendt for deres skepsis til præsidentens Patriot Act, får breve, taler temmelig højt. At loven til syvende og sidst blever vedtaget - uden at ret mange medlemmer får læst den igennem først - gør det politiske spil omkring den rimelig panisk. Og bekræfter, at miltbrandbrevene havde den ønskede effekt. Endnu et resultat tyder på ønsket effekt - som den forhenværende leder på Fort Detrick David Franz sagde det: "A lot of good has come from it ... five people have died, but we've put about $6 billion in our budget ..." (ABC News, 4/4/02).
Hele denne Miltbrandhistorie har langt større perspektiver, end den ved første øjekast ser ud til. USAs præsident Nixon underskrev i 1972 en international konvention, i følge hvilken USA og 144 andre lande skulle afstå fra at udvikle og opbevare biologiske våben. Ikke desto mindre er forskning og udvikling fortsat uanfægtet, ikke alene i USA, men også i eksempelvis Rusland. Sandsynligvis også i Kina. Og vi taler om raffinerede våben, der ikke står tilbage for atomvåben. Ekstremt smitsomme influenzavirus med indbyggede gener, der producerer dødelig gift identisk med cobraslangers. Smitsom kræftfremkaldende virus. Koppevirus skræddersyet til bestemte racer. Og så videre.
Statsterror kendes på lugten
Af grunde nævnt i starten af denne artikel, bliver statsterror aldrig officielt opklaret - nemlig fordi statsledere har hele det offentlige apparat til rådighed til at skjule deres aktiviteter. Før i tiden lykkedes det ganske godt - der kunne magelig gå årtier, før analytikere og historikere kunne få stykket den rigtige historie sammen - jævnfør Rigsdagsbranden i Berlin. Idag går det hurtigere, for nyheder spredes ikke bare via kontrollerede medier, men også af en frodig underskov af analytiske. De fungerer omtrent som OpenSource-samfundet: Opdagelser spredes lynhurtigt. Spørgsmål rejses og svar findes i netværk.
Hvad de store terror-eksempler i vores egen tid angår, er hverken WTC-aktionen september 2001, Madrid marts 2004 eller London juli 2005 behandlet i denne artikel. Men sammenholder vi oplysninger fra de nævnte med, hvad vi ved om disse ikke nævnte, tegner der sig et tydeligt mønster for statslige terroraktioner:
De skyldige udpeges alt for hurtigt
Den 11. september kl. 8.50 underrettes den øverste chef for CIA, George Tenet, om det første flys crash i WTCs nordtårn. Han siger kort efter til forhenværende senator David Boren, som han spiser morgenmad med: "You know, this has bin Laden's fingerprints all over it". Inden for 24 timer brager beskeden ud i samtlige medier verden over.
Der mangler altid indicier og beviser
Vi får kun ekspertudtalelser a la "alt tyder på ..." og pølsesnak om "fingeraftryk" - aldrig om, hvad det er, der tyder på, eller hvad det er for fingeraftryk. Hvad vor egen "terrorekspert" Anja Dalgaard Nielsen belærte os om, var, at London-aktionen var yderst voldelig, tydeligvis sat i værk for at dræbe og særdeles effektivt gennemført. Klare fingeraftryk af Al Qaeda, mente Anja Dalgaard Nielsen. Forkert. Det var fingeraftryk af Mossad ... MI5 ... CIA ... en hvilken som helst statslig efterretningstjeneste med et enormt forvaltningsapparat i ryggen til at beskytte aktionen.
Bevismateriale fjernes
Oklahoma-aktionen og WTC-aktionen er begge gode eksempler. Det var i øvrigt samme firma, der stod for oprydningen. Byggematerialer, brokker og ruiner blev fjernet på rekordtid og under bevogtning og bortskaffet for bestandig. Alt, hvad der kan forefindes af overvågningsvideoer beslaglægges og forsvinder. I Oklahoma blev overskydende bomber kørt væk - omgående og længe inden undersøgelserne blev indledt. Sådan nogle bomber kunne vel eller være rart bevismateriale?
Der udlægges falske spor
Et klassisk indslag. Et pas blev fundet neden for WTC tilhørende en person af mellemøstlig herkomst. Passet havde som ved et lykketræf klaret eksplosionen i flyet, var fløjet ud af ejerens jakkelomme og ud af indslagshullet i bygningen - så at sige uden en skramme. I London havde identitetspapirer fra en af de fire unge mænd også på uforklarlig vis overlevet eksplosionen. Og minsandten om ikke adskillige dokumenter og computere havde overlevet de to 500-kg bomber, der efter sigende dræbte Al Zarqawi i juni 2006, efter at have pulveriseret bygningerne fuldstændig.
Der satses på forvirring
Stadige strømme af modstridende meddelelser sendes til pressen. Det får befolkningen til at opgive at forstå. Under miltbrand-affæren røg den ene målgruppe efter den anden i medierne, endene med amerikanske nynazister. Ikke så mærkeligt, at folk stod af - og at hele affæren i øvrigt er glemt idag.
Grammofonpladen om statens sikkerhed lægges på
Når det gælder terror, er den grammofonplade et meget tydeligt indicium. Det skyldes, at terror pr. definition er rettet mod en befolkning. Det er let ABC, at en befolkning derfor har krav på alle oplysninger. Statens sikkerhed er befolkningens sikkerhed. Den eneste undskyldning for at skjule oplysninger er i den sammenhæng, at staten selv er involveret.
Uforklarlige selvmord
Folk, der ved for meget, er tilbøjelige til at afgå ved en mystisk død. Vi så det i David Kelly-skandalen, da det viste sig, at Kelly ikke agtede at dække over regeringens løgne i Irakkrigen. Omstændighederne omkring hans død - et selvmord, mens han luftede sin hund i en skov - gør det fuldstændig usandsynligt, at der var tale om selvmord.
I Oklahoma havde en politimand udmærket sig ved en heltemodig redningsindsats og var blevet dekoreret. Men stædigt blev han ved med at tale om sin oplevelse af Murrah-eksplosionerne. Også han blev en morgen fundet dræbt. Også det blev erklæret som selvmord.
Men ikke alle dødsfald erklæres som selvmord. Eksempelvis kan der ikke i tvivl om, at drabet på Jean Charles de Menezes på en London-undergrundsstation var et overlagt drab på en person, der vidste for meget. Den, der studerer begivenhederne i og omkring Mena Airstrip i Arkansas i 1980´erne, får også et indtryk af, hvor udbredte politiske mord er.
Aktionen passer i den politiske dagsorden
Et element, der altid skal indgå i tolkningen af en terroraktion, er, hvordan den passer ind i den politiske dagsorden. Rigsdagsbranden i Berlin var som skabt til at få ophævet den tyske forfatning, ganske som WTC-aktionen var det til at få ophævet den amerikanske. Faktisk er de to begivenheder skåret over nøjagtig samme læst. Begge skal ses som optakt til krig. I tilfældet WTC var beslutningen om at bombe Afghanistan truffet et par måneder før. En invasion af Irak havde været den neokonservative juntas plan siden starten af 1990´erne.
Sammen med London-aktionen skal de også ses som værktøjer til befolkningskontrol. Alle har gjort befolkningerne bange. Alle har ført til afskaffelse af borgerrettigheder. Alle har gjort løgnagtig politisk retorik til hverdag. Ingen af delene har haft den fjerneste effekt på vores sikkerhed - tværtimod. Et sikkert tegn på, at der ikke er tale om fejlslagen politik, men om en veldefineret dagsorden.
Sandhedens tidsvindue
Hvad der kan afsløre en terroraktion som statslig, er nogle gange det lille tidsvindue, der er mellem begivenheden og fremkomsten af de officielle forklaringer. Den 7. juli 2005 kunne vi alle i tv se en London-politimand udtale, at "det i hvert fald kan udelukkes, at der er tale om selvmordsbomber". Han havde formentlig set bombehullet enten i den involverede bus eller de involverede tog. Vi ved nemlig fra andre vidner, at graterne fra disse huller pegede opad - med andre ord var bomberne anbragt under køretøjerne. Og ikke i de fire unge mænds rygsække.
I tilfældet Oklahoma godtgjorde tonsvis af transmitterede vidneudsagn - midt i kaoset - at adskillige bomber var involveret i Murrah-bygningens kollaps. Herunder ueksploderede bomber, der i al hast blev kørt væk. Selv kan jeg også huske fra dengangs radioaviser, at der i et ganske kort tidsrum blev talt om et mellemøstligt spor - senere dementeret. Pudsigt nok tog jeg det sidste som en lettelse. Det var, inden jeg opdagede, at der er solide bånd mellem vestlige efterretningstjenester og mellemøstlige pseudo-religiøse organisationer. Jævnfør den massive indrejse af mellemøstlige kommandogrupper, der har fundet sted i USA under CIAs beskyttelse.
Om sandhedens tidsvindue gælder der, at jo højere oppefra udlægningerne kommer, jo mere sandsynligt er det, at de er spundne - altså vildledende. Omvendt: Jo tættere på gulvet vidner er, jo større sandsynligt er det, at de taler sandt.
Problemet i sandhedens tidsvindue er i øvrigt, at oplysningerne i medierne er fragmentariske og usammenhængende. Informationsstumper flagrer rundt dag efter dag. Kun via møjsommelige studier kan de stykkes sammen til et helhedsbillede. Det er, hvad de analytiske medier beskæftiger sig med. Derfor lærer vi langt mere af dem, end af mainstreammedierne.
Analyserne
Ellers er det typisk de efterfølgende analyser, der giver os de rigtige billeder. Problemet med dem er, at man skal lede efter dem. Mainstreammedier er ikke interesseret i dem, for de dukker frem, længe efter at sagen har mistet aktualitet. Derfor finder vi dem på Internet, og vi finder dem hos de internationale boghandlere. Der er bjerge af stof, udarbejdet af såkaldte dissidenter ("afhoppere") fra efterretningsverdenen og den politiske og militære verden, af økonomer, videnskabsfolk, akademikere, journalister og meget andet godtfolk.
Mængden af beviser på, at statsterror er vidt udbredt, er ganske enkelt overvældende. |
