Artikler 7/21/2006
Tredje verdenskrig - derfor!
Stemmer i den vestlige politiske ledelse er forlængst begyndt at tale om, at tredje verdenskrig er indledt. Vi, der beskæftiger os med, hvad der foregår bag kulisserne, ved, at den ikke udkæmpes mellem nationer - og at den ej heller udkæmpes for, at nogle nationer skal besejre andre nationer. Det har vi en hel del gode grunde til at mene. For eksempel at krige i nyere tid generelt ikke bliver vundet - alligevel påbegyndes på stribe. Selv anden verdenskrig blev kun tilsyneladende tabt af Tyskland - i virkeligheden blev den startskuddet på en mægtig økonomisk opblomstring. Og den skal måske også vise sig blot at være et biprodukt.
Historikeren Carroll Quigley (†1977) er kendt for sine undersøgelser af den vestlige verdens politiske dagsorden fra slutningen af 1800-tallet frem til 1960'erne. Undersøgelserne er centreret om hans usædvanlig skarpe indsigt i økonomiske processer og hans kontakter til selskaber som Round Table, Council on Foreign Relations, Frimurerne, Bilderberg Group med flere - alle en slags arbejdsgrupper for den transnationale finansielle elite med folkene bag Bank of England, dynastierne JP Morgan, Rockefeller og Rotschild som drivende kræfter - og ledende toppolitikere som operatører. Undersøgelsernes konklusion er ikke alene, at verden de seneste hundrede år har været regeret af denne elite, men også, at den har et meget konkret mål: Verdensherredømme.
Interessant i den sammenhæng er Quigleys påstand, at når alt er lagt sammen og trukket fra, var formålet med første verdenskrig at få etableret Folkeforbundet. Det skulle være begyndelsen til en verdensregering. Og at formålet med anden verdenskrig var at få etableret De Forenede Nationer, da Folkeforbundet havde vist sig at være en fiasko. I begge tilfælde gik vejen over et sønderlemmet Europa og millioner af dræbte, og det er en meget vigtig pointe. Krige har traditionelt haft erobring af land og ressourcer som mål. Men i krigene for verdensherredømme er død og ødelæggelse et mål i sig selv.
Det er en logik, der er særlig tydelig i tredje verdenskrig. Denne krig startede med det amerikanske angreb på Afghanistan oktober 2001. Mange anser, at dens formål var at få indsat en USA-venlig regering og dermed give amerikanske olieselskaber adgang til at etablere en oliepipeline fra den kaspiske region til Det Indiske Ocean. Det er forkert, for den aftale blev indgået med Taliban-styret inden krigen. Taliban var samarbejdsvillig - ville endda udlevere Osama bin Laden, hvis de kunne få bevis for, at han befandt sig i Afghanistan. Efter som dette styre var det mest stabile, Afghanistan havde (og har) at tilbyde, kunne amerikanerne være tilfredse, hvis det kun drejede sig om olie.
Det var de ikke, ergo var formålet et andet. Lad os prøve med inddæmningen af Rusland. Meget logisk. Der er bare den hage ved teorien, at USA og dets allierede aldrig vil vinde krigen. Vi ved alle, at der på intet tidspunkt bliver noget stabilt USA-venligt samfund i Afghanistan. At krigens mest tydelige resultat bliver kaos og øget fattigdom - og at Afghanistan forlængst er tilbage som verdens største producent af opium. Det fortæller os, at det aldrig har været meningen, at den krig skal vindes. Det er end ikke meningen, at den skal slutte.
Se på Irakkrigen. Heller ikke den er skabt til at blive vundet. Den amerikanske hær var underdimensioneret fra starten, og den amerikanske ledelse drømmer ikke om at udvide den. Tingene kører, som de skal: Landet slides ned i støt tempo. Dødspatruljer hersker i Baghdad, folk dør. Kulturskatte er stjålet eller ødelagt. Amerikanske entreprenører har svindlet pengene ud af genopbygningskassen. En inkompetent lokal regering er indsat. Der bliver ikke løftet en finger for at løse problemer.
Det har aldrig været meningen, at Irak skulle genopbygges.
Se på Palæstina. At der ikke for årtier siden er lavet endegyldige fredsaftaler med Israel, kan kun skyldes en ting: Det har aldrig været meningen, at der skulle være fred i Palæstina. Krig skulle være en permanent tilstand. Derfor har Israel hele vejen igennem valgt ikke at erobre Gaza og Vestbredden, men at terrorisere og nedslide de to befolkninger - langsomt og støt.
Nu er turen (igen) kommet til Libanon. Her hedder "fjenden" angiveligt Hezbollah, men den angrebne part er den libanesiske stat, som intet har at gøre med Hezbollah. I sidste ende er det naturligvis det libanesiske civilsamfund, der skal ødelægges. For ingen af os bilder os ind, at Israel kan gøre en ende på Hezbollah. Det ved israelerne selv, og det ved den amerikanske ledelse, der nok så flot gav Israel otte dage til opgaven.
Om eventuelle kommende angreb på Syrien og Iran kan vi sige det samme. Hvad enten det bliver Israel eller USA, der bomber, kommer det ikke til at handle om en krig, der skal indledes og afsluttes. Heller ikke om regimeskifte eller olie. Der bliver død og ødelæggelse, og andre resultater vil ikke foreligge.
Interessant nok udspiller strategien sig også i USA selv. Efter orkanen Katrina blev den ramte befolkning ikke alene ikke hjulpet, den blev tyranniseret. I stedet for hjælpeindsats ankom fjendtligtsindede bevæbnede soldater. Det, der lignede inkompetence fra den amerikanske ledelse, var bevidst strategi. Strategi for opløsning.
Der tegner sig skam et billede, der gør Quigleys konklusioner forståelige i lyset af vores egen tid. 1900-tallets krige blev ikke ført for at erobre land, men for at skabe opløsning. De var lige så syntetiske som nutidens (alene den idiotiske historie om mordet i Sarajevo forud for første verdenskrig, som vi fik i skolen, kunne have fortalt os det). Og de var værktøjer for koncentration af pengestrømme og magt - den koncentration, hvis yderste konsekvens er verdensherredømme. Vist handlede de om Mellemøstens olie. Men kun fordi olie er vejen til herredømme.
Der tegner sig også et billede, der gør vores egen tid forståelig i lyset af Quigleys konklusioner. Der er ikke skyggen af belæg for den militarisme, der skyller over den vestlige verden i disse år. Den islamiske terror er et falsum. Alligevel finder vi os selv i netop den situation, vi har frygtet mest af alt: I endnu en verdenskrig. Hvorfor mon?
Det moderne herredømme
Carrol Quigleys konklusioner giver os det indlysende svar: Krige skaber penge. Hvor der er krig, er der lånebehov, og hvor der er lån, er der betalingsforpligtelser. Hvor der er betalingsforpligtelser, er døren åben for kontrol. Andre penge skabes selvsagt i våbenindustrien. For begge sektorer er den helt grundlæggende pointe, at pengestrømme koncentreres. Hvor pengestrømme koncentreres, opbygges herredømme. Krig er en støvsuger, der suger penge og herredømme ud af stater og befolkninger og ind i den finansielle verdens hemmelige gemakker.
Vi behøver ikke andre motiver for at forstå, hvorfor vi har krige.
Derimod har vi brug for at forstå, hvor den destruktive trang til herredømme kommer fra. Vestens finansielle elite har opbygget så store private og korporative formuer, at dens medlemmer ikke har skyggen af chance for at bruge dem. Det er forståeligt, at penge er holdt op med at være interessante. Men hvorfor herredømme?
Herredømme og social arv
At forstå det er formentlig at forstå det miljø, den finansielle elite har opbygget omkring sig op gennem historien - hovedsagelig de seneste 500 år, hvor Rotschild-dynastiet har drevet bankvirksomhed og kørt det op til at være verdens suverænt stærkeste politiske kraft. Der er sandsynligvis ikke meget forskel på det miljø og så det miljø, europæiske konge- og kejserhuse har opbygget. Vi taler om kaster, der lever isoleret fra den almindelige befolkning. Selvsupplerende kaster, der overfører elitære værdier fra generation til generation, og som ikke har andre fornemmelser for almindeligt godtfolk, end at det er soldater og arbejdskraft. Når det er god forretning, åbner man for pengekassen for disse kvæghjorde og lader dem føle sig købedygtige, frie og demokratiske - som det er sket i vesten de forgangne 40 år. Når festen bliver for munter, og horderne bliver i stand til at kontrollere sig selv, smækker man kassen i, skaber kriser og disciplinerer dem - som det skete i 1929, og som det siden er sket nogle gange i mindre format.
Når der skal ske store forandringer, skaber man krige og får fjolserne til at slå hinanden ihjel.
Ideen om verdensherredømme fødes
I følge professor Quigley var det Cecil Rhodes, der vakte den "moderne" ide om verdensherredømme til live ("moderne", fordi ideen er gammel). Manden opbyggede enorme indtægter i Afrika, som han alle brugte på sit projekt: At gøre den engelsktalende del af verden til hersker over alle andre - ikke via åbent politisk arbejde, men, som Rhodes skriver i sin bog Confession of Faith: "Why not form a secret society to take over control of the world?". Det var Rhodes, der lagde grunden til det hemmelige selskab Round Table. Og Round Table, der siden (1921) fik sin amerikanske udløber Council on Foreign Relations. Folkene bag dannelsen af De Forenede Nationer er genneminfiltreret af medlemmer af begge grupper.
Tordenskjolds soldater
Det rigtigt interessante kommer dog først frem ved at iagttage, hvilke andre grupper de var medlemmer af. Politiske ledere af betydning var dengang - og er idag - frimurere. Det var også Cecil Rhodes og hovedparten af Council on Foreign Relations' medlemmer. Hvad ikke mange ved - heller ikke frimurere på lavt niveau - er, at dette selskab har dybe rødder i okkultisme. Dets optagelsesritual indeholder en gentaget troskabsed til "lyset". Og til den, der bringer "lyset". Lys hedder på latin lux. Og den, der skaber det, Lucifer. Mange anser frimurerordnen for at være satanistisk.
Men selskabets okkultisme stikker dybere. Den har rødder i såvel det gamle testamente som dettes oprindelige kilder, i første omgang den old-mesopotamiske mytologi og til syvende og sidst i den old-ægyptiske. Derfor er frimurerverdenen gennemsyret af oldægyptiske symboler, frem for alt solsymboler, obelisker og pyramider, smukt forenet i den berømte pyramide med "det altseende øje" (Horus' øje), der indgår i både Frimurernes og Illuminatis symbolik. Det er, som om disse broderskaber finder deres rødder i disse de første højkulturers mystik. Og som om de ønsker at tage fordums storhed og magt tilbage.
Men vore Tordenskjolds soldater - de finansielle dynastier og deres måske 1.000 ledende politiske operatører (blandt de sidste Henry Kissinger som soldat nummer et), der afgør vores allesammens skæbne - indgår i andre arbejdsgrupper, hver med deres arbejdsområde. En gruppe bestående af Rockefellere, Rothschildere, Warburgere, Morgans og andre indstiftede i 1913 Federal Reserve Bank og - som Quigley var den første til at påpege - kunsten at skabe penge ud af ingenting (mere fagligt betegnet Fractional Reserve Banking, altså bankers tilladelse til at udlåne penge, de ikke har, og alligevel indkassere renter).
Samme gruppe indstiftede i 1921 Council on Foreign Relations og senere Trilateral Commission, der er en international pendant til Council on Foreign Relations. Den har amerikanske, europæiske og japanske medlemmer. Den europæiske Union anses af mange for at være en frimurer-organisation, skabt og drevet af de samme Tordenskjolds soldater og med samme mål, en verdensregering. Trilateral Commission er forummet, der afstemmer processen mellem de tre økonomiske centre.
Samme gruppe stiftede i 1954 Bilderberg Group, der ser ud til at være forummet, der udpeger præsidenter og premierministre - og fjerner dem, som det skete med Margaret Thatcher, da hun i 1990 modsatte sig gruppens beslutning om at indføre Euroen. Og forummet, der blandt sine medlemmer tæller ejere af de globale mediekoncerner, og som dermed kontrollerer, hvilke røverhistorier vi andre fodres med til daglig. Det er således gennem mediekontrollen det sikres, at udpgede præsidenter og premierministre også bliver valgt - eller afsat.
Som videoen The Lightbringers - The Emissaries of Jahbulon om frimurerne fortæller, er der talrige andre af disse lukkede selskaber. Formelt er de ikke indbyrdes forbundne - har principielt intet med hinanden at gøre og udgør i den forstand ikke nogen organiseret "konspiration". Det er persongallerierne, der binder dem sammen. Tordenskjolds soldater. Formelt er der ikke meget sammenhæng mellem Kommunistiske Internationale og amerikanske Council on Foreign Relations. Men følger man pengene, blev både den russiske revolution og Sovjetunionens opbygning finansieret af amerikanske banker. I alt, hvad der vedrører kommunisme, går navnet Rockefeller igen. Mange kilder angiver i øvrigt, at Karl Marx selv var frimurer.
 De vigtigste arbejdsgrupper for etableringen af New World Order, som David Icke ser det i sin bog And The Truth Shall Set You Free.
Samtlige spillere på den nyere tids politiske scene er medlemmer af et eller flere af disse selskaber, hvis aktiviteter - bortset fra FN - er hemmelige for offentligheden.
Bemærk Romklubben, stiftet af frimureren og Fiat-direktøren Aurelio Peccei på Rockefellerfamiliens residens i Bellagio i Italien 1968. Klubben arbejder via miljøpolitik, men er, som figuren viser, vævet ind i den ny verdensordens netværk. Dens berømte rapport "Grænser for vækst" fra 1972, bygger på falske computermodeller.
Ikke alt nyt er godt nyt
Der er idag to store bevægelser, vi almindelige mennesker skal tage os i agt for: New World Order og New Age. De arbejder begge for et verdensherredømme via en verdensregering. Som David Rockefeller selv udtrykte det ved Bilderberg-konferencen i Baden Baden 1992, efter at han havde rost pressen for aldrig at have afsløret, hvad der foregår: "Det ville ikke have været muligt for os at udvikle vores plan for verden, hvis den havde været i offentlighedens søgelys gennem disse år. Men verden er mere sofistikeret og indstillet på at marchere mod en verdensregering. Den overnationale suverænitet af en intellektuel elite og internationale bankfolk er langt at foretrække frem for den fastholdelse omkring nationalstater, der har været praktiseret de seneste århundreder."
Både New World Order og New Age har Rockefeller blandt deres nøglefigurer. Begge har De forenede Nationer som organisatorisk værktøj. I følge en artikel i det London-baserede International Currency Review har netværket bag New World Order med Jacob Rotschild i spidsen i hemmelighed etableret en fond, Global Security Fund, med ikke mindre end 55 billioner dollars i kassen - forventet voksende til 300 billioner i 2012. Det er penge, der af folk, der har efterforsket konstruktionen, angives at skulle finansiere implementeringen af den ny verdensorden. Finansiere køb af statsledere, hvor det er opportunt, og finansiere vold, hvor det kræves. Disse fondsmidler er ikke i brug i den nuværende fase af tredje verdenskrig. Det skyldes, at krigen endnu kan finansieres af amerikanske skatteborgere. Fonden kommer sandsynligvis i brug, når det amerikanske samfund er ødelagt.
Mens New World Order i vid udstrækning arbejder via destabilisering og krig - død og ødelæggelse - arbejder New Age via miljøbevægelser og søde ord. En af dens hovedorganisationer hedder Green Cross og er Mikhail Gorbatjovs kreation. Den bekender sig til et manifest kaldet UN Earth Charter. Et manifest fuldt af Gaia-pladder, panteistisk snak om altings enhed og "en ny åndelighed". Alt sammen såmænd smukt og rigtigt ... hvis det bare ikke kom fra den kant. Det er her, Carroll Quigleys usædvanlige indsigt kommer os til gode. Hvad der står De forenede Nationer på, står der også Round Table, Council on Foreign Relations, Trilateral Commission og internationale banker på.
Vi kender deres dagsorden. Og ved, vi skal holde os langt væk.
Tredje verdenskrig - og hvad så?
Vi står altså uomgængeligt i første fase af tredje verdenskrig. Som de fleste andre krige startet på løgn og propaganda - aktuelt, at vesten skulle være under angreb af muslimsk ekstremisme (som i øvrigt frimurerentusiasten Albert Pike planlagde i 1871). Bakket op af iscenesatte terrorangreb - også klassisk. Og med samme formål som de to foregående verdenskrige: At skabe så meget kaos, død og ødelæggelse, at verdens befolkninger vil opgive deres rettigheder og suverænitet og underkaste sig en verdensregering.
Det var engang god latin. For fyrre år siden marcherede også herhjemme en hel del 68'ere for bevægelsen "én verden". De gjorde det af godt hjerte og uvidenhed. Idag kan vi se, at denne ene verden vil være et misfoster. Den bærer i sin forberedende fase alle de tegn, vi genkender fra Det tredje Rige: Etableret gennem krig, destabilisering og manipulation. Regeret af en lille stinkende rig elite. Finansieret af banker, kontolleret af banker. Holdt i live af centralt styrede propaganda-apparater. Befolkningerne holdt på afstand med sport, underholdning og lotto, afbrudt af lette indslag af skræddersyet misinformation kaldet "nyheder". Svækket gennem opløsning af kønnene og familiekulturen. Svækket gennem opløsning af den akademiske kultur. Individualiseret af forbrugskultur.
Vi ser generalprøven udfolde sig i USA. Kort efter anden verdenskrig sagde præsident Roosevelt til Winston Churchill, at stafetten for et verdensimperium måtte flyttes fra England til USA. Idag kan det amerikanske samfund karakteriseres som det værst tænkelige: en politistat uden forfatning. Både inden- og udenrigspolitisk regeres landet uden hensyn til lov og ret. En voksende del af den politiske og økonomiske dynamik foregår uden offentlig debat (for eksempel udvidelsen af NAFTA til en EU-lignende konstruktion af et forenet Canada, USA og Mexico). Den sammensmeltning af stat og korporativt erhvervsliv, der karakteriserer klassisk fascisme, har længe været en realitet. De mægtige centrale databaser, der skal rumme samtlige oplysninger om hver enkelt borger, transmitteret trådløst via mikrochips indlejret i håndryggen, er under opbygning.
Det er, mine damer og herrer, den slags "en verden", der venter os med den ny verdensorden.
Vi ser også generalprøven udfolde sig her i Europa. Det amerikanske korporatokrati udspiller sig her under dæknavnet "privatisering". Udsalg af offentlig ejendom og centrale offentlige tjenester. Med samme formål: At ejerskab og kontrol kan glide ud af befolkningernes hænder og havne i det finansielle aristokratis hemmelige gemakker - typisk via pyramider af mindre investeringsselskaber.
Danmark og andre europæiske lande er også spillere i den tredje verdenskrig. På efterretningsniveau, på finansielt niveau, på militært og politisk niveau. Europa virker køligere i sit engagement - det indgår som nævnt i dagsordenen, at USA har stafetten. Men Europa er med ... holder kæft om den israelske og amerikanske terror ... tager birollerne i Afghanistan og Irak ... yder sit i det stille. Europæiske medieapparater er ikke stort bedre end amerikanske - heller ikke vi informeres om, hvad der foregår. Vi får søde historier om humanitære hjælpeaktioner og fredsbevarende indsatser - og hvor håbløse og korrupte de andre må være, siden intet af det rigtig lykkes. Vi fik selvfølgelig heller ikke hørt noget andet sandt, præsident Roosevelt sagde: I politik er intet tilfældigt. Den indlysende følge af den påstand er, at når problemer ikke bliver løst, er det, fordi de ikke skal løses.
Det gælder Kosovo, det gælder Darfur, det gælder Congo, Nordkorea, Kashmir, Sri Lanka, Østtimor, Palæstina, Libanon og så videre.
Og så er vi tilbage, hvor vi startede: Når verdens største militære supermagt ikke vinder sine krige - end ikke dem, den fører mod verdens fattigste og svageste nationer - er det, fordi de ikke skal vindes.
Sådan er det, når dagsordenen er en anden. For eksempel at krigene skal være permanente. Hvad de skal, når planen er, at de skal spredes. Når der skal være så mange af dem og med så store omkostninger for verdens befolkninger, at ingen kan se anden løsning end en verdensregering. Pænt pakket ind i FN-regi. Men i realiteten regeret gennem lukkede selskaber af en lille elite med ubegrænset ejerskab af penge, jord og ressourcer.
Det er - mine damer og herrer - hvad "islamisk terror" drejer sig om. Og den, der hopper på den, hopper på den ny verdensorden. Det er der mange, der gør. Det bliver en mægtig gren - måske hele træet - vi får savet over. I lykkelig uvidenhed om, at vi selv sidder på den.
---
Få et hurtigt overblik over Carrol Quigleys hovedværk Tragedy and Hope: A History of the World in Our Time på Radio Bergens hjemmeside.
Få hurtig viden om Council on Foreign Relations på Prolog Net
|
