Artikler 7/1/2005
Det euroamerikanske imperium - en kolos på lerfødder
Kjeld Heising
Alle højkulturer har deres udløbsdato såvel som deres startdato. Flere ting i verdens tilstand af idag tyder på, at det euroamerikanske imperium er ved at udspille sin rolle i historien. Lige som for det gamle Rom har det rod i økonomiske forhold - nærmere betegnet det forhold, at en økonomi bliver så ineffektiv, at den gradvist holder op med at fungere.
For at forstå, hvorfor det euroamerikanske imperiums dage meget vel kan være talte, skal man forstå dets særlige virkemåde. Specielt skal man forstå, hvordan imperiet blev til. Europas rigdom er bygget op gennem de seneste 500 år. Det startede med opdagelsen af Amerika og Afrika, og det fortsatte med den gradvise erobring af Asiens markeder. På alle kontinenter gjorde den europæiske facon sig gældende: Hvad der startede som almindelig handel udviklede sig rimelig hurtigt til tyveri, drab og plyndring.
De første europæere, der (ca 1500) besøgte Congo, skrev således: "... Et rige bestående af enorme stater, velorganiserede til mindste detalje, med mægtige regenter, velstående handelsfolk, mennesker klædt i silke og fløjl - og civiliserede ind til knoglemarven".
Bare 50 år efter at Portugal havde indledt venskabelige handelsforbindelser med Congo, var den congolesiske civilisation opløst, og portugiserne gået over til tyveri af landets ressourcer, ikke mindst kobber. Dernæst kastede Portugal sig over slavehandlen.
De første spaniere, der landede i Mellem- og Sydamerika fandt også højt udviklede kulturer der. Få år senere lå disse kulturer i ruiner, tusinder var myrdet, og spanierne plyndrede, hvad der kunne plyndres, ikke mindst sølv og guld.
Siden gav de europæiske nationer sig på skift til at gentage den iberiske praksis overalt i verden, og den fortsatte hele vejen op gennem historien for at nå sit maksimum i slutningen af 1800-tallet. Den indbefattede drab, lemlæstelse, menneskehandel, røveri, simpelt tyveri, hæleri, svindel og bedrag.
Efter anden verdenskrig indtrådte et skifte. Europa var så økonomisk udmarvet, at dets lande ikke magtede at videreføre deres tilværelse som egentlige koloniherrer. En bølge af "afleveringer" af stjålet land blev indledt. Til gengæld blev nye metoder implementeret for at vedligeholde strømmen af ressourcer til Europa. De omfatter:
-Gældsfælder
-Køb af statsledere
-Snigmord på statsledere
-Destabilisering af lande via sanktioner
-Destabilisering af lande via etablering af private militser
-Politisk svindel via internationale organisationer
-Lejlighedsvise militære erobringer
Også vestens rollefordeling blev omfordelt: Idag er USA førende i den forlængede kolonialisme. Europa gemmer sig lidt, arbejder mere stille og slører sin virksomhed med hjælpearbejde - men er fuldgyldig alliancepartner.
Alle disse elementer i Europas historie er velkendte og veldokumenterede - meget af det er børnelærdom. Vi sammenfatter dem i konstateringen, at det euroamerikanske imperium er baseret på pirateri.
Man kan ikke stjæle evigt
Kun et område i verden forblev upåvirket af det europæiske pirateri: Riget i midten, Kina, kunne end ikke efter ihærdige forsøg knækkes. Og hvad der sker i disse år, er, at Kina vokser sig stort og stærkt via en kraftigt øget produktion og en hurtigt voksende økonomi. Det er en udvikling, som verdens næst-folkerigeste nation, Indien, har tilsluttet sig. Hermed har de to lande skabt et alternativ til vestens piratkultur. Hvilket igen medfører, at vestens propagandaapparater ikke længere er alene om at definere folks opfattelse af verdensordenen.
I ly af dette alternativ har flere og flere befolkninger uden for vesten samlet sig en voksende erkendelse af det euroamerikanske falskenspil - og et voksende ønske om at gøre op med det. Centralt i dagens falskenspil står det politiske bedrag repræsenteret i Verdensbanken, IMF og WTO, som alle er samlet under FN. De er alle organisationer, der propagandamæssigt har en opgave og reelt en anden. WTOs propagandamæssige opgave er således at sikre fri handel og markedsvilkår i hele verden. Dens reelle opgave er at beskytte de euroamerikanske økonomier og holde alle andre økonomier åbne og sårbare. Enhver af os ved jo, at WTO kræver af alle andre, at de undlader at støtte deres landbrug og industrier, mens WTO ikke anfægter de enorme summer, USA og Europa putter i deres erhverv. Bare et eksempel på, hvad vi kalder politisk svindel. Verdensbankens propagandamæssige opgave er på lignende måde at hjælpe nødstedte lande til fremgang og økonomisk vækst via favorable lån, mens dens reelle opgave er at sikre den politiske kontrol med ressourcerige landes regeringer, sådan at strømmen af ressourcer til Europa og USA kan opretholdes. Endnu et eksempel på politisk svindel.
Den voksende erkendelse af alle disse bedrag er en langsom proces, der foreløbig mest foregår bag smilende ansigter. Vi så de første tegn i Indien, da landet afviste at modtage hjælp efter tsunamikatastrofen. Fra Malaysia lyder også stemmer, der antyder, at man har gennemskuet spillet. Alle de stemmer fra den muslimske verden, vi naivt kalder "terrorstemmer", fortæller den samme historie - dog uden de smilende ansigter.
Men erkendelsesprocessen accellererer, og en dag vil vi - som den politiske økonom J.W.Smith siger det i Cooperative Capitalism - "høre en eller anden sige de forløsende ord 'jamen han har jo ikke noget tøj på'". Hvorefter verden uden for den euroamerikanske akse vil vende ryggen til USA og Europa. Til den tid er Asien blevet verdens økonomiske tyngdepunkt, og de euroamerikanske økonomier står foran en mægtig nedtur.
USA vil blive hårdest ramt. Det skyldes først og fremmest den amerikanske politiske kultur, som konsekvent nægter at se i øjnene, at verden ikke er et tag-selv-bord uden kanter. Det amerikanske forbrug er vedvarende enormt, og amerikanske regeringers forsøg på at skaffe ressourcer til det, bliver ikke alene mere og mere desperate, men også mere og mere omkostningstunge. Krige er dyre - og da de amerikanske våbenindustriers indtægter ikke i væsentligt omfang kanaliseres ind i statsapparatet, må der lånes penge. USA skylder for nærværende næsten 7 billioner dollars væk, og det amerikanske valutasystem er så svagt, at det kan kollapse, hvis eksempelvis et par storøkonomier i verden beslutter at konvertere deres valutareserve fra dollars til euro - sådan som Argentina og Iran har luftet planer om.
USA er endvidere verdens mest forhadte nation. Antallet af mennesker i verden, der vil imødese et amerikansk kollaps med glæde, skal efterhånden nok tælles i milliarder. Og når ordene "jamen han har jo ikke noget tøj på" har lydt, vil også store del af de euroamerikanske befolkninger forstå, at de har levet på løgn og propaganda via det, de troede var en "fri presse". De vil forstå, at de forsømte at bruge deres såkaldte folkestyrer til at skabe en retfærdig verdensorden - og de vil indse, at deres nedtur er både logisk og velfortjent.
Også Europa vil mærke nedturen. Europas store problem er dets enorme offentlige sektorer. Deres mission er at opretholde forbruget og dermed pengestrømmenes hastighed gennem en levebrød-for-alle-strategi. Men de har to uheldige virkninger: Dels binder de store mængder produktivkræfter i ikke-værdiskabende sysselsætning, og dels udvirker de høje skattetryk. Det reducerer på sin side de europæiske virksomheders konkurrenceevne - hvorfor europæiske virksomheder flytter deres produktion til Asien. Det skal og må starte en nedadgående spiral. Og den gammelkendte grammofonplade med, at Europa bare skal satse på højteknologi, duer desværre ikke mere. Også højteknologien bor i Asien.
Fra lerkolos til levende væsen
Europa er dog næppe dødsdømt. Og er det specielt ikke, hvis det hurtigt indser, at dets æra som pirat-imperium er forbi. Det vil sige, hvis det ændrer sine grundlæggende økonomiske strategier: Opgiver sine ressource-monopoler og stiller beslaglagte ressourcekilder til rådighed for alle på kloden - på fair markedsvilkår. Giver sine efterretningstjenester noget fornuftigt at bestille og indstiller sine hysteriske militære oprustninger. Trækker sig ud af WTO, Verdensbanken og IMF og medvirker til opbygning af nye organisationer, der ikke baserer sig på politisk bedrag.
Herunder er det vigtigt, at Europa knytter sig tættest muligt til de nye økonomier i Asien. Og i den forbindelse, at Europa lægger mest mulig luft til den tidligere alliancepartner USA. Begge disse processer er i gang - og det er det mest opløftende, der sker i tiden.
Mange frygter, at disse forandringer vil få levefoden til at rasle ned i Europa. Det vil de sandsynligvis også, hvis vi måler i BNP, som vi plejer. Men måler vi i livskvalitet, er jeg ikke sikker på, forudsigelsen holder. Det bygger jeg dels på et vist kendskab til vores fortid, dels på et generelt kendskab til vores egenskaber som levende væsner - og i meget høj grad på, hvad jeg har oplevet i Centralafrika. Her er levefoden om noget sted lav målt i BNP. Ikke desto mindre er der ikke noget sted på kloden, man møder mere livskvalitet. Det skyldes, at væsentlige elementer i den afrikanske kultur har overlevet 500 års plyndring og ødelæggelse. Familiekultur, vennekultur, handelskultur - en beundringsværig yngelplejekultur og en ekstremt intelligent kultur for fremskaffelse af mad.
Jeg er overbevist om, at hvis vi sætter alt ind på, at vi i en ny økonomisk strategi vil kunne forsyne os selv med energi - decentral energi, der ikke er oliebaseret - og vi sørger for at producere tilstrækkeligt med mad, vil vi ikke behøve at savne ret meget. Vi skal huske, at vi får de største tilfredsstillelser i tilværelsen af hinanden. Og det gennem handlinger, der ikke øger BNP med så meget som en krone. |
