Dagens kommentar 4/21/2009
Albert Pikes racisme-konference anno 2009
Det interessante ved FNs racismekonference i Geneve 20. april 2009 er ikke så meget, at den brød sammen, som måden den gjorde det på. Ikke overraskende var den på ngo-siden genneminfiltreret af Israelvenlige organisationer - Ahmadinejad's tale var på forhånd dømt til at ende i kaos. Den danske delegation markerede ved sin udvandring klart og utvetydigt, at den også er genneminfiltreret. Konferencen var med andre ord født til at være markering af Clash of Civilizations. Racisme-konference, ja. Men med det formål at styrke racisme. Albert Pikes dagsorden anno 2009.
Hvilket understreger Irans rolle. Mummespillet om Irans atomkraftanlæg og den megen buldren i amerikanske krigstrommer, er helt inden for rammerne. Uden Iran ingen konfrontation med Israel. Og Albert Pikes dagsorden er netop konfrontation mellem zionismens og islams højborge. Det er, som David Livingstone skriver i sin online-bog "Terrorism and the Illuminati", en proces, der har været arbejdet målrettet på siden slutningen af 1800-tallet, også dengang med London som centrum.
Pikes dagsorden er også inddragelse af resten af verden. Racisme-konferencen var en "parlamentarisk udgave" - den blev et internationalt "parlamentarisk blodbad". Som Politiken refererer en dansk ngo-deltager, Gitte Dyrhagen, for at sige: "Der var en intens, hadefuld stemning. Jeg har aldrig oplevet en så opdelt verden i ét lokale".
Ti point til Albert Pike.
Virkelighedens blodbad bliver så ikke parlamentarisk. Som Pike skriver: "We shall provoke a formidable social cataclysm, which in all its horror will show clearly to the nations the effect of absolute atheism, origin of savagery and of the most bloody turmoil." Vi er i Pikes beskrivelse af den tredje verdenskrig.
Der er ingen grund til at tro, at Ahmadinejad ikke er medspiller. Han er af samme broderskab som Albert Pike - som zionismens ledere er det. Vi er i en fase i historien, hvor de skjulte kræfter er tvunget til at træde frem i lyset, og det er vigtige end nogensinde at se begivenheder på officelt politisk niveau som teaterforestillinger. Der er med andre ord et manuskript, en drejebog og et rollehæfte. Og hermed en plan for publikums reaktion på forestillingen.
Som med FNs klimakonferencer er det intet andet i racisme-konferencen. Dens sammenbrud er helt i tråd med den generelle tendens i verden til, at alt bryder sammen - fra lov og orden i almindelighed til den såkaldte finanskrise. Det er alt sammen den slags clashes, der skal få os til at se en verdensregering som løsningen.
Er vi dumme nok til at hoppe på den? Mange er. Men ikke alle. |
