Artikler 11/8/2005
Trusselsbilledet
Kjeld Heising
Når man sådan ser den bølge af terrordyrkelse, der går over den vestlige verdens politiske lederskaber, er der meget at undre sig over. I centrum står selvfølgelig spørgsmålet om, hvor den kommer fra og hvad den skal her. Spørgsmål, der måske ser svære ud, men som kun er det, hvis man ser på verden med et og ikke to øjne. Gør man det, ryger som bekendt dybde og perspektiv.
Det er tydeligvis, hvad der sker for vores ledere, og det er, hvad vores presse formidler til os. Dag ud og dag ind. Alle fremstiller de terror som en mystisk trussel, der kommer ud af den blå luft af en eller anden uforklarlig grund - kun forståelig, når man ser "terrorister" som onde, og os selv som uskyldige, der bare vil passe os selv.
Vi ser det i Danmark for tiden i forbindelse med de seks terrormistænkte og tilbageholdte, alle med tilhørsforhold til den muslimske verden. Vi ser det i England, og vi ser det netop nu i meget høj grad i Frankrig, hvor anholdelse følger anholdelse - meget ofte med efterfølgende løsladelse uden sigtelse... det sidste i al stilhed. Også her snakker vi om muslimske mænd. Ingen tvivl er mulig: Terrortruslen er uløseligt forbundet med den muslimske verden.
Hvad har vi gjort dem?
Netop det spørgsmål kan man undre sig over. For politikere, der har arbejdet nogle år i branchen, ved udmærket, hvad vi har gjort dem. De kender udmærket vores historie. De ved, at den muslimske verden ikke har været nogen trussel mod vesten de sidste 500 år. De ved, at det i den samme periode tvært imod er vesten, der har været en trussel. Vi ved allesammen, at forskellige europæiske lande gennem 500 år (siden Columbus) konstant har været på rov på andre kontinenter. Hærget, stjålet, dræbt, plyndret og svindlet - med et pænere ord kaldet "koloniseret". Mange ved, at Mellemøsten blev engelsk, fransk og siden amerikansk interesseområde efter første verdenskrig. Nogle ved også, at engelsk, fransk, amerikansk og israelsk terror har været hverdagskost i det muslimske Mellemsøsten lige siden.
Det hele er simpel børnelærdom. Netop af den grund fik vi, mens vi lærte den, ingen fornemmelse af, at der var noget galt med det. Det er svært at lære børn, at de hører til "de onde".
Men selvfølgelig ved folk i branchen det. De ved også, at den naturlige reaktion fra vestens ledere ved den kolde krigs ophør var en slags "godt ord igen". De ved, at skulle eksempelvis de amerikanske, engelske og franske ledere erklære deres uforbeholdne undskyldning for fortidens røverier, løgne, bedrag og politiske svindelnumre og love at udbedre skaderne - og skulle hele den vestlige verdens ledere inklusive de danske tilbyde en fredsslutning - ja, så ville de få, hvad de bad om.
USA havde op gennem 1990'erne en mægtig goodwill i Mellemøsten - selv i Palæstina så man op til miraklernes land. Om aftenen den 11. september 2001 gik tusinder af iranere på gaden med stearinlys i Teheran i sympati med amerikanerne. Døren til den islamiske verden var åben. Vi kunne have gået ind af den. Have fortsat med at købe olie på almindelige markedsvilkår. Solgt varer som enhver anden. Og aldrig vidst, hvad islamisk terror var.
Hvorfor skete det ikke?
Det er det interessante spørgsmål, vi skal stille: Hvorfor skete det ikke?
Det er idag fuldstændig indlysende, at den vestlige verden havde en anden dagsorden. Vesten havde ikke brug for fred, men for terror og krig. Vi kender en del af forklaringen. Den amerikanske våbenindustri sygnede hen i Clintons præsidentperiode. Da den er motoren i USAs økonomi, og da IT-boblen brast, var pengestrømmene ved at gå i stå. Amerikanerne fik hele "den tyske kur": Militarisme, oprustning, undtagelsestilstand, propaganda, politistat og krig. Terror indgik som en klassisk del af kuren.
En anden del af forklaringen er "the crazies" - et udtryk, der blandt CIA-folk i starten af 1990'erne blev brugt om kredsen om Dick Cheney, Paul Wolfowitz, Lewis Libby, Richard Perle med flere. De var allerede dengang en samling krigsknægte, der mente, at kloden som helhed må betragtes som amerikansk ejendom. De var for stærk kost for selv George Bush den ældre, som afviste deres projekt. Idag sidder de ved roret, og der er i mit hovede ingen tvivl om, at det var finansverdenens hovedkræfter, der lagde den røde løber ud.
Militarismen og opkomsten af the crazies er sider af samme sag, og de fortæller os begge, at den virkelig var gal med USAs økonomi. Kuren har ikke virket nævneværdigt - men den har bevaret kontrollen med pengestrømmene hos den finansielle elite og sysselsat den brede befolkning med terrorfrygt.
Og hvad med Europa? Hvorfor gik vi med the crazies? Var situationen også alvorlig her?
Den korte version er: Åbenbart. Logikken er simpel. Militarisme og politistat - lad os sammenfatte det under betegnelsen fascisme - giver ingen mening i samfund i blomstring og med en strålende fremtid. Et samfund under fascistisk opbygning er et samfund i knibe. Det er et Tyskland stranguleret af en versaillesfred eller et Jugoslavien stranguleret af IMF-dekreter. Når Frankrigs neokonservative indenrigsminister og kommende præsidentkandidat Nicolas Sarkozy kundgør, at terror vil blive et hovedemne i hans kommende valgkamp, stinker det langt væk af økonomisk smalhans, arbejdsløshed og dårlige prognoser. Ikke som følge af strangulering, men som følge af svigtende konkurrenceevne, dårlige verdensmarkedsvilkår og manglende omstillingsevne.
Den samme lugt har været i England et stykke tid, og den siver stille ind i det danske rige. Her bør den få os til at stille samme spørgsmål: Har vi virkelig brug for det? Hvilket må give det samme korte svar: Åbenbart - det går måske ikke så godt med den danske økonomi, som reklamerne siger.
Der er ikke noget indviklet eller eksotisk ved denne udvikling. Fascisme er normal for samfund i knibe - det dukker op og forsvinder med mellemrum. Militarisme er normal under økonomisk smalhans. Alle de andre ingredienser er normale: Det etniske had. Propagandamaskinerne. Overvågning og angiveri. Uindskrænkede beføjelser for politi og efterretningsvæsner. Det hele har været her mange gange i vores historie, hver gang som ledsager til økonomisk nedtur.
Det svære kommer udelukkende ind, fordi vi som borgere ikke delagtiggøres i den verden, kuglerne støbes i. Det er der gode grunde til, for den er ikke særlig flatterende (1). Derfor lever vi i en verden, der består af en usynlig virkelighed på den ene side og filmudgaven på tv-skærmen på den anden. Eller, som Platon siger det, en belyst verden, vi sidder med ryggen til, og skyggebillederne, vi vender blikket mod.
Terrortruslen er sådan et billede på tv-skærmen. Eller sådan et skyggebillede på væggen. Det ser ud til, at der er to slags af dem.
Der er den store terror. Det er den, der udspillede sig i Oklahoma 1995, i New York og Washington 2001, i Madrid 2004 og i London 2005. Fælles for dem er, at de aldrig er blevet belyst. På trods af, at de alle har ramt almindelige befolkninger, har befolkningernes ledere aldrig delagtiggjort dem i, hvad der foregik. National security har ikke raget dem, om man så må sige. Alle de officielle historier er blevet gennemhullet, og vi behøver idag ikke regne dem for andet end film på tv-skærmen. Skyggebilleder på væggen.
Specielt kan vi slå fast, at hverken du eller jeg ved, om de handler om islamiske organisationer, om vestlige efterretningsvæsner eller begge i samarbejde. En af de oplysninger, der blev hemmeligtstemplet efter Oklahomabomben var, at vidner havde set en mellemøstligt udseende person stige ud af bombebilen. Det var i en periode, hvor USA i stor stil bød irakiske nationalgardister velkommen i sine træningslejre. At mellemøstlig deltagelse - og samtlige overvågningsvideoer fra området omkring Murrahbygningen - skulle hemmeligholdes, giver kun mening, hvis det er for at beskytte aktionen. At CIA-folk besøgte Osama bin Laden på det amerikanske hospital i Dubai i juli 2001, tyder heller ikke ligefrem på noget modsætningsforhold mellem parterne. Utallige andre indicier fortæller os, at den store terror ikke har skyggen af religiøse motiver - og slet ikke islamiske.
Så er der den lille terror. Den så vi et glimt af i London den 21. juli, hvor nogle fumlehoveder kom galt afsted med noget sprængstof, der ikke virkede. Den terror handler om unge muslimske mænd, hvis indignation over deres historie og deres tilværelse finder næring og inspiration af den store terror. De unge mænd har nok ikke den fjerneste ide om, hvad den store terror handler om, og de ved formentlig heller ikke meget om de folk, der opmuntrer dem til den lille terror.
Det er muligt, at der verden over findes et netværk af organisationer, der opmuntrer de unge mænd. Det skulle være mærkligt, hvis der ikke gjorde, for hvilke virksomheder, politiske organisationer, efterretningsvæsner, kyllingeavlere og frimærkesamlere indgår ikke i netværk?
Men essensen i den lille terror er, at den er ressourcesvag og baseret på amatørarbejde. Den mangler den statslige beskyttelse, der gør det muligt at operere uforstyrret i lufthavne, banetunneller og andre infrastrukturelle anlæg - som den store terror. Derfor bliver seks unge danske muslimske mænd anholdt og sigtet i Københavnsområdet, efter at et par blev det i Sarajevo. Derfor bliver stribevis af unge mænd det i England, Frankrig, Tyskland, Italien og så videre - nogle måske med rette, andre som en rent politisk manifestation. De er alle småfolk, der intet har at gøre med den store terror.
Men begge terrortyper spiller deres rolle. Begge medvirker de til opbygningen af militarisme og krig. Ikke som årsag, men som værktøj. Vi skal hele tiden huske på, at vestens ledere så let som ingenting kunne have sluttet fred og venskab med den muslimske verden - men valgte ikke at gøre det. På samme måde kunne vi nemt have løst problemet med de unge indvandrere, der er vrede over ikke at finde plads og accept i samfundet - men valgte ikke at gøre det.
Kun en forklaring giver mening i den sammenhæng: Den nuværende situation er ønsket.
Det kan være svært at gennemskue, hvordan disse ting folder sig ud i praksis i dagens Danmark. Vi har to spor at følge: Pengene - det vigtigste - og den politiske retorik. Det interessante ved pengene er spørgsmålet: Koncentrerer pengestrømme sig i Danmark? Er der ved at udvikle sig en finansiel elite, der bliver rigere, og et voksende lag i befolkningen, der bliver fattigere? Svaret er ikke indlysende. Så sent som for et par dage siden forlød det fra en handelsstandsorganisation, at den kommende julehandel forventes at slå rekorder. Danskerne har aldrig brugt så mange penge som nu, hedder det.
Vi kan selvfølgelig konstatere, at 150.000 er på dagpenge, 150.000 på efterløn og mere end 100.000 på bistand - altså minimum 15% af den danske arbejdsstyrke på understøttelse. Vi kan også konstatere, at mange danskere forbruger for lånte penge, og at vi alle - som amerikanerne - lever på den billiggørelse, der ligger i, at de asiatiske varer i stor stil erstatter vores egne. Det opvejes tilsyneladende af, at vi til gengæld øger vores eksport af viden og teknologi - men ikke mere, end at økonomerne stadig definerer vores økonomi som forbrugsfinansieret. Og hvor længe kan vi eksportere teknologi til en verdensdel, der selv er ved at blive højteknologisk? Hvor længe kan vi leve af, hvad andre lande producerer, mens vi selv hengiver os til rengøring og pleje af hinanden?
Hvordan hænger det sammen, at vores jernbaneskinner er slidt ned, og der ikke er penge til nye, mens asiaterne bygger spritnye højhastighedsbaner? Hvorfor vender en af mine bekendte hjem fra Istanbul og fortæller, at der lugter langt mere af rigdom og foretagsomhed der end i København?
Svært at sige.
Hvis man ikke har et trænet øre, kan det også være svært at opfange signalerne i den politiske retorik. For få dage siden bemærkede landets statsminister, at han tog afstand fra den "undskyldning af terroren", Ritt Bjerregaard havde udtrykt i en artikel i Berlingske tidende nogle dage før, idet hun påpegede Irakkrigens betydning for "den vrede muslimske ungdom" og det, jeg selv kalder den lille terror. For at fange Foghs signal skal man vide, at USAs neokonservative propagandamaskine længe har brugt udtrykket Excusers om folk, der ser sagen fra andre sider end den neokonservative.
Excusers er en lille fascistisk brokke, der fortæller, at klyngebomber, napalmbomber, forarmede uranbomber og lemlæstede børn og voksne i fjerne hovedsteder overhovedet ikke er noget at undskylde. Vi har ikke ordet på dansk - derfor lyder Foghs brokke noget mere tam.
Alt ialt må vi dog slå fast, at den danske fascisme er beskeden - måske endda nærmest symbolsk. Af de prøveballoner, vores ledere med mellemrum sender til vejrs, fremgår det dog, at danskerne er meget parate til mere. Overvågning er populært i Danmark - måske fordi det minder lidt om det rampelys, vi alle gerne vil være i. I en ensom tid er det rart, at nogen interesserer sig for os.
Igen må vi sige, at vi har fremtiden til gode. Skulle et større eller mindre terrorangreb sætte ind i Danmark - være sig orkestreret af en eller flere efterretningstjenester (den store terror) eller af "vrede unge mænd" (den lille terror) - skal hele batteriet nok komme i sving. Også til den tid er det værd at huske på, hvor let det havde været at slutte fred og venskab med den muslimske verden - og at vi valgte ikke at gøre det.
------
(1) ”Hvis bare det amerikanske folk forstod, hvordan disse hugorme opererer på den amerikanske scene, ville der være revolution inden morgendagen”. Andrew Jackson (1829-37) om de internationale banker.
Anbefalet læsning: J.W.Smith: Cooperative Capitalism. Om alternativer til den fascistiske økonomimodel: Demokratisk kapitalisme eller kooperativ kapitalisme. Bogen ligger til gratis download på Institute for Economic Democracy.
Fascisme: Kommer af latin fasces, knippe (risknippe - redskab til at slå med). Gammelt etruskisk symbol på magt, senere brugt i det gamle Rom og i 1930'ernes Italien, hvor risknippet omslutter en økse. I sin bredeste form er fascisme en styreform baseret på vold og næret af angst og had. |
