Artikler 12/11/2005
Historien, du aldrig fik fortalt: Jugoslavienkrigen
Kjeld Heising
Historien om Jugoslavienkrigen er mere end historien om et lands opløsning. Det er også historien om, hvordan den vestlige verdens historieforfalskning virker. Hvordan det går til, at vi gennem vores medier aldrig lærer om, hvad der virkelig foregår - at vi kun ser filmen, der skal narre os til at definere ven og fjende - og give vores ledere lov til at te sig, som de lyster.
Hvor mange gange har vi i 1990'erne ikke set og hørt journalister og eksperter i radio og tv fortælle om begivenhederne i Jugoslavien - og blevet efterladt med forestillingen, at hele miseren handlede om en magtsyg ond diktator, der forførte sin befolkning? Og hvor mange stavelser fik vi om de økonomiske transaktioner før og efter? De strategiske interesser? Olien i staterne omkring Det kaspiske hav?
Nul komma nul.
Transnational Foundation for Peace and Future Researchs leder Jan Øbergs stemme var godt nok et hyppigt indslag dengang. Den stemme var kritisk - meget kritisk. Men den tog aldrig fat om nældens rod - pengene. P1 Orienterings Tage Baumann udtrykte også konsekvent betænkelighed ved NATO-aktionen. Men heller ikke han kom tæt på den rigtige historie. Vil vi have den, skal vi grave dybt. Den findes. Den er fortalt. Den er at læse i upåagtede sidebemærkninger som Clintons energiministers Bill Richardsons udtalelse umiddelbart forud for NATOs bombardementer af Beograd: "This is about America's energy security". Og den findes i analyser af økonomer som J.W. Smith og Michel Chossudovsky. Og guderne skal vide, at den historie er en helt anden.
Om Jugoslaviens tilstand inden krigen fortæller J.W. Smith i sin bog Cooperative Capitalism:
"Jugoslaverne levede i et land, hvor 90% af al jord var privat ejet, som havde en respektabel levestandard, gratis uddannelse og lægehjælp. Alle borgere var garanteret et job med 30 dages betalt ferie. Den multietniske smeltedigel, organiseret efter kommunardiske principper, havde sikre job, billig transport, billige boliger, billige varer og en relativt høj livskvalitet."
"Jugoslavien havde oppositionelle radiostatoner, dissident-publikationer, adskillige politiske partier, som hver havde deres aviser, radiokanaler og tv-stationer. Milosevic var demokratisk valgt tre gange, to gange som præsident for Serbien og en gang som hele Jugoslaviens. Han havde et kabinet til at diskutere og træffe beslutninger om politiske spørgsmål og et folkevalgt parlament, der omfattede fire store politiske partier og adskillige små - flere end noget andet europæisk land. Og de strakte sig fra det yderste venstre til det yderste højre."
Slobodan Milosevic var en leder, der arbejde for sin befolkning, og han gjorde det på demokratiske præmisser.
Men han og resten af den jugoslaviske ledelse valgte økonomisk at lægge sig mere op ad Sovjetunionen, Cuba, Nicaragua og Chile (under Allende) end op ad de øvrige østeuropæiske lande, der lod sig kontrollere af vesten. Den jugoslaviske regering bekendte sig ikke til "frie markedskræfter". Og det blev dens skæbne, ganske som det blev Nicaraguas, Chiles og mange andres. Ingen af disse lande fik lov at udvikle sig efter deres ønske.
De blev "ordnet". Det var også, hvad Jugoslavien blev.
Det jugoslaviske sammenbrud blev indledt i 1980 (før Milosevic, og to år efter Titos død) med et IMF-dekret, der foreskrev, at Jugoslavien devaluerede sin valuta og hævede sin diskonto (nationalbankrente). Hermed blev landets udlandsgæld ved et trylleslag øget, og dets økonomi begyndte at rulle langsommere.
I 1984 formulerede den amerikanske regering et dokument: "U.S. National Security Council Directive 133 (NSD-133)", klassificeret som “Secret sensitive” og navngivet “United States Policy towards Yugoslavia.” Det fastfrøs pengeoverførsler til landets ydre provinser og blev fulgt op af et forbud fra IMF mod, at Jugoslaviens centralbank kunne øge pengemængden ved at trykke flere sedler. Den jugoslaviske regering fik svært ved at finansiere sine samfundsfunktioner og støtte sine industrier.
Virkningerne var klassiske og forudsigelige, skriver Smith:
En vækstrate på 7,1% i årene mellem 1966 og 1979 dalede til en vækstrate på 2,8% i perioden 1980 til 1987. Den faldt til nul i de følgende to år og landede på minus 10,6% i 1990.
I løbet af hele perioden skabte det en inflation på 140% om året.
Fase to fulgte samme år op med et dekret om en yderligere devaluering på 30%. Det bragte inflationsniveauet op til 937% i 1992 og videre op til 1.134% året efter. På fire år var Jugoslaviens nationalprodukt faldet med 50%. Jugoslavernes købekraft styrtdykkede.
Det hører, fortæller Smith, til økonomiens grundprincipper, at skal et land vokse økonomisk, må befolkningen have købekraft. Det har været Vesteuropas ledetråd siden anden verdenskrig, og det er baggrunden for de mange sociale ordninger, vi har haft. Omvendt hører det til IMFs grundprincipper, at skal et land ødelægges, må befolkningens købekraft fjernes. Det har været praktiseret i årtier i den tredje verden, hvor det er gået under det forræderiske navn "strukturreformer". Det har været grundstammen i vestens politik i forhold til det daværende Sovjetunionen: Rustningskapløbet tvang Sovjet til at bruge enorme ressourcer på militær - og forhindrede det i at omsætte sin usædvanlig høje produktivitet til folkelig købekraft. Den kolde krig var en økonomisk og ikke en militær foranstaltning.
Fase tre benyttede De forenede nationer som værktøj. Fra 1991 indførte FN en stribe sanktioner mod Jugoslavien med en total økonomisk og handelsmæssig embargo som det vigtigste. Det knækkede landets økonomi fuldstændigt.
Det var sideløbende med denne hemmelige økonomiske krigsførelse, at de etniske uroligheder begyndte. De var ikke årsag, men virkning. De startede i Kroatien og var rettet mod den serbiske befolkningsdel - omtrent som en genoptagelse af det folkemord på serbere, den tyskstøttede fascistiske Ustasja-bevægelse gennemførte under anden verdenskrig. Fremme i 1995 blev mere end 100.000 serbere fordrevet fra deres jord på fire dage. Hverken Tyskland eller USA løftede et øjenbryn. Tværtimod pustede Tysklands udenrigsminister Hans Dietrich Genscher til ilden ved offentligt at erklære, at Kroatien, burde løsrives fra den jugoslaviske føderation.
En fuldstændig uhørt udtalelse om et andet lands indre anliggender.
Som vi har oplevet i andre historiske sammenhænge - eksempelvis Tyskland i 1930'erne - kan økonomisk kvælning af en produktiv befolkning meget let kanaliseres ud i nationalisme og etnisk had. Før de målrettede økonomiske ødelæggelser var 30% af alle ægteskaber i Jugoslavien etnisk blandede. Efter... har hadet taget over. At krigen skyldtes "århundredegammelt etnisk had", var den pølsesnak, vi fik serveret. En nøje planlagt vestlig økonomisk strategi er virkeligheden i den. Som Smith siger det:
"Yugoslavia was not threatening anyone outside or inside its borders until they were being covertly destabilized".
Professor Smith anser det da også for veldokumenteret, at de senere uroligheder i Kosovo ikke blev skabt af serbere. Tyske og amerikanske efterretningsorganisationer havde op gennem 1990'erne udrustet og trænet Kosovos befrielseshær KLA. Denne organisation begyndte i 1997 at myrde serbiske politifolk og andre embedsfolk i Kosovo under påskud af, at det albanske flertal blev undertrykt af det serbiske mindretal. De etniske albanere udgjorde da 80% af Kosovos befolkning. Efter fordrivelsen af 350.000 serbere, sigøjnere, kroater, jøder og tyrkere udgør de idag 90%. Er selvsagt uden serbisk dominans - og er sunket ned i endnu dybere fattigdom end den, de kom fra. Urolighederne i Kosovo havde sandsynligvis intet med serbisk dominans at gøre.
Sandheden om krigen kommer først for alvor frem med NATOs bombardementer. Officielt blev de (som Irakkrigen for Danmarks vedkommende) iværksat som reaktion på "manglende samarbejde med det internationale samfund". Både Dayton-aftalen af 1995 og Rambouillet-aftalen af 1999 var skruet sammen på en sådan måde, at ingen statsleder ved sin fulde ansvarlighed ville kunne tiltræde dem. Dayton-aftalen foreskrev, at Jugoslaviens centralbank ikke måtte ledes af en jugoslavisk statsborger - ej heller af en fra et naboland - med andre ord: IMF skulle indsætte sin egen mand. Rambouillet-aftalen gav NATO overherredømme i Kosovo - til dels også i Serbien - og var i realiteten en erklæring om løsrivelse.
Ingen af dem var beregnet på underskrivning. Begge handlede om Jugoslaviens opløsning.
78 dages bombardement af Beograd og 14 andre forsvarsløse byer viste med al tydelighed, at det forholdt sig sådan. Ødelæggelse af hele byers varmeforsyning, 344 skoler, 33 klinikker og hospitaler, elektricitetsværker, fødevareindustrianlæg, medicinfabrikker, bus- og togdepoter, el-forsyningsnet, broer, fabrikker, tog, lufthavne, vandforsyning, varehuse, olieraffinaderier, brændstoflagre, museer, radio- og tv-stationer og forretningbygninger. Det var hele den serbiske civile infrastruktur, der blev lagt i ruiner. Med stor præcision.
Hvorfor?
Den korte version er, at det handlede om tre ting:
-Inddæmningen af Sovjetunionen - senere Rusland.
-Den uhæmmede adgang til den kaspiske regions olie.
-Den økonomiske kontrol med hele Østeuropa.
I alle tre henseender var Jugoslavien et problem, og årsagen var i alle tilfælde dets succes. Det var et land på vej mod økonomisk uafhængighed og politisk frihed. Det havde økonomiske bånd til Rusland. Det havde en velfungerende økonomi og industri. Det fremstillede biler og havde potentiale til at forsyne hele Balkan med billig transport. Værst af alt: Det kunne blive et forbillede for andre østeuropæiske stater - som kunne tænkes også at vende ryggen til det vestlige imperiums tilbud om dominans.
Denne dominans er formuleret i, hvad der går under navnet The Grand Strategy. Et amerikansk koncept udviklet allerede under anden verdenskrig, hvis bærende ide er Full Spectrum Dominance (amerikansk) overalt på kloden, hvor USA måtte have interesser.
Full Spectrum Dominance forudsætter økonomisk afhængighed og politisk svaghed i alle lande uden for imperiet. Faktum er, som Smith også dokumenterer i Cooperative Capitalism, at USA siden anden verdenskrig har betragtet samtlige lande, der var ved at udvikle økonomisk og politisk uafhængighed som en trussel - jf. Sovjetunionen, Indonesien, Cuba, Vietnam, Chile, Nicaragua, Guatemala, Panama, Congo og mange andre. USAs svar har været det samme i alle tilfælde: Destabilisering - med økonomiske, politiske eller militære midler.
Resultatet har også været det samme: Ødelæggelse af økonomier, indsættelse af uduelige ledere og effektiv implementering af fattigdom.
Hvilket giver os et vægtigt agument for J.W. Smiths analyse af Jugoslavienkrigen. Serbien kan forventes at blive Europas fattigste land. Hverken Kosovo eller Montenegro får nogen velfungerende økonomi. Bosnien er dybt forgældet og under fuld domaninas af Washington, Brussel og Bonn. Kun Kroatien har lidt bedre udsigter - det kan som Tysklands gamle allierede blive medlem af EU. Men som for de øvrige østeuropæiske stater er det ingen garanti for økonomisk udvikling. Det er derimod en garanti for, at landenes produktionsmæssige aktiver kan blive ejet af vesteuropæiske og amerikanske investeringsselskaber.
Jugoslavien faldt for The Grand Strategy og ikke for en gal diktators ondskab. Jævnfør Clintons energiminister - og jævnfør, hvad den tyske tv-station ARD i februar 2001 kaldte sin dokumentar om krigen: It Began with a Lie. Vi kan så tilføje: Det fortsatte på samme måde.
Eftertiden har lært os, at det er ganske normalt for The Grand Strategys operationer. Jeg selv har lært, at alle ingredienser i Jugoslavienkrigen er faste ingredienser i The Grand Strategy. Fra motiverne til metoderne til resultaterne til det propagandaapparat, der sørger for, at vi ikke opdager, hvad der foregår. Det apparat kaldes for en fri presse. Det eneste frie i den er ordet "fri". Resten var under Jugoslavienkrigen meddelelser fra NATOs informationskontor – kritikløst viderebragt af dybt slumrende pressekorps. Ganske som den internationale domstol i Haag, der foregiver at køre en retssag mod Milosevic, er et kontor under NATO – og dommen er afsagt for mange år siden.
Den frie presse? Er ikke til stede. Af samme grund.
Must read: j.W. Smith: Cooperative Capitalism. Ligger til gratis download på Institute for Economic Democracy.
Michel Chossudovskys tilsvarende korte gennemgang Dismantling Yugoslavia; Colonizing Bosnia.
Nafeez Mosaddeq Ahmed om krigen generelt: Engineering War in Bosnia - A Case Study of The Function of NATO Peacekeeping in The Stabilization of World Order.
- - -
Efterskrift:
Som det fremgår af denne artikel, bibringer et studie af de etniske uhyrligheder i Jugoslavien ikke den mindste forståelse af krigen. At vores "frie presse" stort set ikke beskæftigede sig med andet, fortæller os, at vi helst heller ikke skulle forstå den.
En af de diskussioner, der i nogen tid bragte sind i kog, er Noam Chomskys påstand, at beretningerne om massakren i Srebreniza var overdrevet. Jeg har ikke forudsætninger for at tage stilling til påstanden, men finder det relevant at henvise til, hvordan informationer i almindelighed har arbejdet i Jugoslavienkrigen. Affæren med de 700.000 kosovarer, der angiveligt blev fordrevet til Makedonien, er blevet imødegået med påstanden, at marchen var sat i værk af de kosovo'ske ledere selv - som en false flag-operation.
De første meldinger i den "frie presse" angav, at over 100 massakrer havde fundet sted i Kosovo, og at et sted mellem 100.000 og 500.000 etniske albanere var blevet dræbt. Den fik så ikke tilføjet, at drabstallet senere blev reduceret til 10.000 - som forventedes at dukke op i massegrave. Heller ikke at FBI-inspektioner af 20 påståede massegrave bragte 200 lig for dagen, og at FBI angav det sluttelige estimat til 2.108 dræbte. Og det som følge af etnisk forfølgelse, KLA-udførte drab og NATO-bombninger - tilsammen.
Sammenligner vi nu med NATOs tidlige opgørelser over ødelagt serbisk militærmateriel, skulle en tredjedel af det serbiske militær være ødelagt - det vil sige 122 tanks, 454 artillerienheder og 222 pansrede mandskabsvogne. General Wesley Clark opgjorde efter krigen de samme ødelæggelser til 14 tanks, 20 stykker artilleri og 18 pansrede mandskabsvogne. Sammenlign venligst med ødelæggelserne af de serbiske civile installationer.
Sandheden er krigens første offer. Så hvad mon vi egentlig ved om de etniske uroligheder?
Update 21-07-2007: En meget mere udførlig gennemgang af Jugoslavienkrigen og dens baggrund finder du i Sven Tarps 144 siders online-bog Historien om en bebudet krig. Den ufortalte historie om vestmagternes indtrængen på Balkan og deres langsigtede mål. Den er vel researchet og godt skrevet.
|
3/1/2007
at sige sandheden: jeg syns alt det som jeg har læse er noget af det bedste løge jeg har noget siden læsse jeg tror at i er hele gal på den men vend en dag så vil i får sandheden at vide lange live ALBANIEN og en dage vil vi blever ET store stat med kosova . 50% af makedonien og albanien og alle de slavisk befolkning skal ud af balkan det tilhøre kun den græske og albansk forl balkan og ikke til de barbarsk slavisk befolkning som serbien og det slavisk befolkning som kalder sig selv makedoner selv om de ikke er men de er slaver og ikke makedoner 1/10/2008
Adem Jashari: Hvad er den virkelig årsag til problemerne på Balkan???
Slaverne!!! Serberne!!! Yugo-slaverne!!!
Same Shit...
Der Er altså facts som man ikke kan komme uden om.. Og det er nok dem vi ska holde os til..
1.
Serberne (slaverne) vandrede til balkan som rotter i det 6. århundrede og påstår disse dage at have ret til de meste af balkan..
Se...
Det er ikke så kompliceret som du gør det til...
2.
Du finder ikke nogen befolkning som er ældre og har boet i balkan i længere tid end illyrerne, hvilket er dem albanerne er efterkommere af.
Serberne vil have noget som ikke tilhører dem...
Alligevel ska vi høre på hvor meget de føler at de er blevet snydt af historien og EU.
EU rettet op på de fejl som de engang har begået.. Nu anerkender de albanerne som et af de ældste folk i europa med deres eget sprog og rødder i balkan længe før serberne..
Vi fået nok af serbisk nazi politik!!!!
Hjemme hos moder Rusland vil i have det meget bedre sammen med jeres slaviske familier..
Lad albanerne få hvad er deres..
Berlin muren faldt og det blev til et forenet Tyskland..
De serbiske grænser vil falde på samme måde for det Forenet Albanien..
Hvis i vil være så venlige og rejse tilbage til hvor i kommer fra vil vi blive meget glade..
Med venlig hilsen
UNITED STATES OF ALBANIA 1/10/2008
Kjeld: Adem Jashari: Jeg under dig meget gerne dit forenede Albanien. Også din begejstrede nationalisme kan jeg sætte pris på. Men jeg er bange for, at du bliver skuffet. Nationer synger på deres sidste vers, og selv et "United States of Albania" vil få en kort levetid - hvis det overhovedet får nogen.
Nuvel, meningen med Jugoslavienkrigen var nok, at et "Storalbanien" skulle etableres - og det kan meget vel tænkes, at det sker, i hvert fald på papiret. Men du skal ikke forvente, at det bliver selvstændigt. Det bliver endnu en koloni for den europæiske union. Det vil sige: Alle døre vil åbne sig for, at det vesteuropæiske finans-aristokrati får ejerskab af Albaniens naturrigdomme og kontrol med hele Albaniens politiske og økonomiske liv.
Du forventer måske, at albanerne hermed får vesteuropæisk levefod. Det kan jeg garantere dig for, at de ikke gør.
Du forventer måske også en ny slags demokrati. Og ja, det kommer til at hedde nyt demokrati. Men det vil være lige så korrupt som det daværendes - dets loyalitet vil bare være flyttet fra øst til vest. Hvilket fortæller os, hvad meningen med dette "Storalbanien" er: At rykke fronten mod Rusland østpå.
Jugoslavien var en russisk allieret - derfor skulle det opløses (balkaniseres, som det mærkeligt nok hedder). Dit Albanien er desværre en brik i det samme storpolitiske spil. Det har intet har at gøre med varetagelse af den albanske befolknings interesser.
Det kan være, at albanerne slipper for russere og slaver. Til gengæld får de "gnomer fra Zürich" for nu at bruge det billede på vesteuropæiske bankfolk.
Derfor synes jeg, du skal flytte din opmærksomhed væk fra de Slaver, du åbenlyst foragter. I stedet skal du forsøge at sætte dig ind i pengestrømme. Find ud af, hvordan de flytter sig i den kommende tid. Politik handler ikke om serbere, slaver, jøder, muslimer, kristne osv., men om to ting: Ejerskab og penge. Så simpelt er det. |
